København, 12/08/2025 - 14:38
Danmark vil snart kaste nødhjælp ned over Gaza
Danmark vil sende Hercules-transportfly til Gaza og levere nødhjælp fra luften en til to gange, siger Løkke.
Ludovic Marin/Reuters
Af: /ritzau/
Den danske regering vil sende et Hercules-fly til Gaza og levere nødhjælp fra luften.
Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) tirsdag eftermiddag efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.
Her var konflikten i Mellemøsten blandt andet et af temaerne.
Hvornår det danske bidrag finder sted, kan hverken Løkke eller forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) uddybe, men sidstnævnte siger, at det kan være ganske snart.
Løkke tilføjer, at det skal ske før 22. august, mens "vinduet er åbent". Han henviser til, at Israel i øjeblikket har givet lov til levering af nødhjælp i Gaza.
Den danske udenrigsminister medgiver, at løsningen ikke er optimal. Han ser hellere, at Israel åbner helt op for nødhjælpsleverancerne.
- Det er på en eller anden måde en dråbe i havet. Men det er bedre at kaste en dråbe i havet, end at havet totalt udtørrer, siger Løkke.
Der vil være tale om et til to såkaldte "airdrops", tilføjer Løkke.
- For det menneske, der sulter, gør det en forskel, hvis man får noget mad. Selvfølgelig ville det gøre en endnu større forskel, hvis flere fik mad. Jeg prøver ikke at oversælge det her, siger Løkke.
Det er ifølge Løkke De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Jordan, som har bedt Danmark om hjælp til nødhjælpen.
En række andre europæiske lande deltager også, siger Løkke. Udenrigsministeren opfordrer Israel til at sikre "uhindret humanitær adgang" ind til Gaza, og at man indleder en dialog om en tostatsløsning.
Den igangværende konflikt i Mellemøsten har stået på siden 7. oktober 2023, da den militante bevægelse Hamas angreb Israel fra Gaza.
Hamas sendte mange raketter mod Israel, trængte ind over grænsen og dræbte over 1000 israelere i kibbutzer, på en militærbase og på en musikfestival. Hamas tog flere hundrede gidsler med til Gaza. Derefter gik Israel til angreb på Hamas i Gaza.
Der har i løbet af krigen været udbredt mangel på mad, vand og andre fornødenheder i det palæstinensiske område.
Manglen på fødevarer blev forstærket, efter at Israel i marts indførte en blokade, som betød, at der i to måneder ikke kom nødhjælp ind til befolkningen i Gaza.
Selv om der igen kommer nødhjælp ind til området, kæmper palæstinenserne for at skaffe tilstrækkeligt med mad.
Både vestlige regeringer og internationale organisationer har advaret Israel om, at der med manglen på mad er udsigt til en humanitær katastrofe i Gaza.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) oplyste torsdag i sidste uge, at omkring 12.000 børn under fem år lider af akut fejlernæring i Gaza.
WHO havde på daværende tidspunkt registreret 99 dødsfald forårsaget af sult i det krigshærgede område siden årsskiftet.
/ritzau/