Teheran, 28/02/2026 - 12:58
FAKTA: Irans Revolutionsgarde beskytter præstestyret
Revolutionsgarden er Irans mest magtfulde enhed inden for landets sikkerhedsstyrker og blev oprettet i 1979.
Irgc Via Wana News Agency/Reuters
Af: /ritzau/
Irans Revolutionsgarde har indledt modangreb, efter at landet lørdag morgen er blevet angrebet af USA og Israel.
Læs mere om den magtfulde garde her:
* Revolutionsgarden er Irans mest magtfulde enhed inden for landets sikkerhedsstyrker.
* Den blev oprettet i 1979 for at beskytte præstestyret efter revolutionen, der resulterede i oprettelsen af en islamisk republik i Iran.
* Revolutionsgarden opererer parallelt med Irans regulære hær og refererer direkte til Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, og ikke til landets militære ledelse.
* Den paramilitære Quds-styrke er en kontroversiel gren af Revolutionsgarden. Quds-styrken står for operationer i udlandet og menes at have stor indflydelse på blandt andet Hizbollah i Libanon og shiamilitser i Irak og Syrien.
* Quds-styrkens leder, Qasem Soleimani, blev dræbt i et amerikansk droneangreb i Irak i 2020.
* Revolutionsgarden har kontrol med store dele af Irans økonomi og har en ikke ubetydelig indflydelse på landets politiske system.
* Revolutionsgarden kontrollerer Irans omstridte missilprogram og har sin egen hær, flåde og luftvåben.
* Revolutionsgarden består af omkring 190.000 mand. Den kontrollerer desuden Basij-militsen, der kan mobilisere 600.000 frivillige.
* Den er de seneste år blevet klassificeret som en terrororganisation i USA, Canada, Bahrain, Israel og Saudi-Arabien.
Kilder: NTB, Reuters.
/ritzau/




