Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

21/08/2019 - 14:00

Ny krise kan være på vej: Sådan kan du forberede dig

Ifølge Nationalbanken er der mere end 50 procents risiko for, at Danmark oplever en recession om to år. Det kan du forberede dig på allerede nu.

Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Af: Af Mathias Sinius Mølgaard, Ritzau FOKUS

Rent økonomisk går det godt herhjemme i øjeblikket. Men det kan ændre sig inden for de næste to år.

Nationalbanken har således meldt ud, at der er over 50 procent risiko for, at vi står midt i en økonomisk krise og lavkonjunktur - også kaldet recession - om to år.

Og den risikoudmelding kan cheføkonom hos Danske Bank Las Olsen godt nikke genkendende til.

Intet tyder imidlertid på, at vi får en økonomisk krise i det omfang, vi så fra 2007 til 2009, hvor en omfattende og global finanskrise fandt sted.

- Vi har ikke så store ubalancer i vores økonomi, som tilfældet var i 2007. Her havde vi meget opskruede boligpriser, en meget høj gældsvækst og høje lønstigninger, siger Las Olsen.

Derfor er der heller ingen grund til at gå i panik. Men det kan godt betale sig at tage sine forholdsregler.

- Sørg derfor at have noget luft i økonomien, så den kan holde til en mindre tilbagegang, siger han.

For at vide om du rent faktisk har luft i økonomien, er det en god idé at få lavet et overblik over indtægter og udgifter.

- Når du har lavet et økonomisk overblik, kan du lave en plan for, hvor du eventuelt kan spare. Se på, hvor mange penge du har, og hvor kan du derfor kan finde nogle ekstra penge, siger Las Olsen.

Ifølge forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen fra Nordea er det en god tommelfingerregel at have minimum en til to månedslønninger sparet op til uforudsete udgifter.

- Det plejer at passe godt, uanset om du tjener lidt eller meget. For har du en høj løn, har du typisk også højere udgifter, siger Ann Lehmann Erichsen.

Har du en stor familie, et gammelt hus og to biler af ældre dato, kan det være en god idé at lægge mindst tre månedslønninger til side, da risikoen for uforudsete udgifter er større.

Hos Nordea er cheføkonom Helge J. Pedersen enig i, at en mulig krise ikke vil blive lige så slem som den for 10 år siden - dertil er vi alle blevet klogere og har taget vores forholdsregler ved netop at øge opsparingerne.

De nyeste tal fra Nationalbanken viser, at danskerne i alt har 921 milliarder kroner sparet op i de danske banker.

Men når økonomien standser op, sker det typisk, at arbejdsløsheden stiger. Ved finanskrisen i 2008 faldt 180.000 stillinger bort.

- Dem, der er medlem af en a-kasse, står altid bedre rustet, end dem, der står udenfor. Det er derfor en måde, hvorpå man kan forsikre sig bedst muligt, siger Helge J. Pedersen.

Ifølge Las Olsen er det typisk folk med job i byggeriet, store dele af industrien og dele af sundhedssektoren, der er mest udsatte under en recession.

/ritzau fokus/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek