Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/06/2026 - 20:26

Ungdomsparti tager afstand til SF efter genansættelse af rådgiver

SF Ungdom retter i et åbent brev kritik af SF i forbindelse med genansættelsen af Thomas Nystrøm som rådgiver.

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

SF Ungdom tager afstand til SF som reaktion på, at partiets formand, Pia Olsen Dyhr, har genansat Thomas Nystrøm som særlig rådgiver.

Det skriver ungdomspartiet i et åbent brev.

- Vi mener ikke, at SF i tilstrækkelig grad er lykkedes med at sikre tryghed for sine medlemmer i forbindelse med den ansættelsessag, som har fyldt de seneste døgn.

Det lyder i brevet fra SFU, at ungdomsorganisationen "står på et værdigrundlag, som vi ikke ser afspejlet i håndteringen af den her sag".

- Det tager vi som selvstændig samarbejdspartner til SF afstand fra.

Thomas Nystrøm blev i 2020 fyret efter anklager om upassende adfærd og krænkelser.

Han var indtil da ansat som rådgiver i SF.

Han er nu blevet ansat som særlig rådgiver, efter at Pia Olsen Dyhr er blevet økonomi- og indenrigsminister.

Ministeren har flere gange understreget, at hun står på mål for sin beslutning om at ansætte ham.

- Jeg synes, det er noget andet seks år efter, når man har undskyldt og ændret adfærd, sagde hun og tilføjede, at man så bør kunne vende tilbage.

Pia Olsen Dyhr erkendte dog til et arrangement, som Information har holdt ved dette års Folkemødet, at "det ville være forkert", hvis rådgiveren var blevet ansat i partiet igen.

- Han er ikke blevet ansat i SF, fordi det ville være forkert. Han er blevet ansat i ministeriet (Økonomi- og Indenrigsministeriet, red.) som min rådgiver.

- Man kan ikke være på samme arbejdsplads. Det er derfor, det er en anden arbejdsplads.

Det var Politiken, der onsdag aften kunne fortælle om genansættelsen.

Her stod SF-rådmand på Frederiksberg Lotte Kofoed frem og fortalte, at det var hende, der var blevet seksuelt krænket af Thomas Nystrøm.

Nystrøm har fredag i et opslag på Facebook erkendt, at han har opført sig helt "uacceptabelt" ved flere lejligheder.

Det lyder til slut i brevet, at man i ungdomsorganisationen håber, at sagen giver anledning til at fokusere på, "hvordan man fremover kan sikre sine medlemmers tryghed som parti".

/ritzau/

TjekDet - faktatjek