New York, 17/10/2025 - 01:49
Kiss-guitarist er død af skader fra fald som 74-årig
Familien til Paul Daniel Frehley, der var med til at grundlægge Kiss, er knust, skriver den i udtalelse.
Todd Plitt/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den amerikanske musiker Paul Daniel Frehley, der var med til at grundlægge rockbandet Kiss for 53 år siden, er død af skader, som han pådrog sig efter et fald i september.
Det oplyser musikerens familie ifølge mediet Variety i en udtalelse.
- Vi er fuldstændig knuste og dybt fortvivlede.
- I hans sidste øjeblikke var vi så heldige at kunne omgive ham med kærlige, omsorgsfulde og fredfyldte ord, tanker og bønner, skriver familien.
Frehley, der var guitarist i Kiss, blev 74 år.
I 1972 var han med til at grundlægge rockbandet sammen med Gene Simmons, Peter Criss og Paul Stanley.
Forinden var Frehley mødt op til en audition iført én rød og én orange sko, skriver Variety. De andre bandmedlemmer var ikke særligt imponerede over hans udseende, men til gengæld gjorde han et så godt indtryk med sit guitarspil, at han få uger senere blev inviteret med i bandet.
Kiss var især kendt for at optræde med teatralsk makeup og kostumer, og i de første år holdt bandmedlemmerne deres ansigter skjulte, hvilket tilførte rockbandet en del mystik.
Bassisten Gene Simmons har desuden ofte været i fokus, da han var særligt glad for at fremvise sin lange tunge.
Paul Daniel Frehley forlod ifølge Variety gruppen i 1982 for at skabe sig en solokarriere. Han vendte tilbage i 1996 og var igen en del af bandet frem til 2002.
Frehley dannede også sit eget band, Frehley's Comet, som senest udgav albummet "10.000 Volts" i 2024.
/ritzau/