Dubai, 08/09/2026 - 06:27
Saudi-Arabien melder om 73 sårede efter angreb fra houthibevægelsen
Houthibevægelsen meldte natten til tirsdag, at den havde angrebet flere byer i Saudi-Arabien.
Af: /ritzau/
73 personer, heriblandt kvinder og børn, er blevet såret i Saudi-Arabien, efter at houthibevægelsen har angrebet flere byer i landet.
Det melder en unavngiven talsmand for en koalition, som er ledet af Saudi-Arabien i Yemen, ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Koalitionen vil reagere fuldt og fast på angrebene, som har ramt civile mål, lyder det i et opslag, som talsmanden ifølge Reuters har lagt ud på det sociale medie X.
Der er tale om byerne Abha, Khamis Mushait, Jizan og Najran, oplyser talsmanden.
Koalitionens fælles kommando omtaler ifølge AFP angrebene som meningsløse.
- Kommandoen vil desuden træffe alle nødvendige forholdsregler og tiltag for at reagere på truslens kilder og neutralisere faren, lyder det i en udtalelse.
Houthibevægelsen får støtte af Iran og holder til i Yemen, hvor den kontrollerer de mest befolkede dele af landet.
Natten til tirsdag lød det ifølge AFP på houthiernes officielle mediekanal Ansarollah, at militsen havde angrebet flere mål i Saudi-Arabien.
Mediet nævnte lufthavnen i Abha, luftbasen King Khalid nær Khamis Mushait og faciliteter tilhørende den statsejede oliegigant Aramco i Abha og Jizan.
RITZAU




