Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/02/2026 - 13:01

Mette Kierkgaard stopper som minister og erstattes af Henrik Frandsen

Mette Kierkgaard ønsker at stoppe som ældreminister. Moderaternes gruppeformand overtager hendes post.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Ældreminister Mette Kierkgaard (M) udtræder af regeringen, skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.

Hun erstattes af Henrik Frandsen (M) som ældreminister.

- Ældreminister Mette Kierkgaard ønsker at udtræde af regeringen. Statsministeren vil derfor indstille til Hans Majestæt Kongen, at medlem af Folketinget Henrik Frandsen udnævnes til ældreminister.

Ministerrokaden finder sted i et år, hvor der skal være folketingsvalg. Det skal senest finde sted 31. oktober.

Mette Kierkgaard blev valgt ind i Folketinget ved 2022-valget. Hun skriver på Facebook, at hun ikke genopstiller i forbindelse med det kommende valg.

- Min mand, Thomas, har været igennem en omfattende kræftbehandling. Behandlingen er gået godt, men nu melder senfølgerne sig, og de er desværre kun lige begyndt.

- Thomas er stærk, og det er vores to drenge på 17 og 19 år også. Men de vigtigste mennesker i mit liv får mere og mere brug for mig hjemme i Ribe. Derfor har jeg besluttet, at jeg ikke genopstiller til Folketinget, og derfor stopper jeg naturligt også som minister i dag, skriver den afgående minister på Facebook.

Mette Kierkgaard fortsætter i Folketinget frem til valget, tilføjer hun.

Det er på en "bedrøvelig" baggrund, at Mette Kierkgaard stopper som ældreminister, konstaterer statsminister Mette Frederiksen (S) på Amalienborg Slotsplads, efter at hun har præsenteret ministeren for kongen.

- Hun har fået en meget alvorlig sygdom ind i sin nærmeste familie. Mette har ønsket at fratræde som minister, og det har jeg meget stor respekt for, siger Mette Frederiksen.

Udenrigsminister, partistifter og leder for Moderaterne Lars Løkke Rasmussen har også respekt for Mette Kierkgaards beslutning.

- Jeg har den største respekt for dig - også for dit valg om at vælge familien i Ribe til og dit politiske virke på Christiansborg fra. Det beviser sådan set alt, hvad jeg ved om dig; at du er et gennemført ordentligt menneske, og at du aldrig gør noget halvt, skriver han på Facebook.

Henrik Frandsen har ligeledes siddet i Folketinget siden 2022-valget, hvor Moderaterne for første gang stillede op.

Den tidligere Tønder-borgmester har indtil nu fungeret som regeringspartiets gruppeformand.

Dermed stod han ofte i første række, da Moderaterne undervejs i valgperioden flere gange havde meget omtalte sager, som han skulle kommentere.

Det var eksempelvis sager om det dårlige arbejdsmiljø i partiets sekretariat og personsager om folketingsmedlemmerne Jon Stephensen og Mike Fonseca, som i dag ikke længere er en del af Moderaterne.

Som ældreminister var Mette Kierkgaard blandt andet ansvarlig minister bag ældrereformen. Den blev indgået mellem regeringen, Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, De Konservative og De Radikale Venstre i 2024.

Den skal hun have tak for, lyder det fra Venstres formand og forsvarsminister, Troels Lund Poulsen.

- Tak for indsatsen og samarbejdet til Mette Kierkgaard, som har været ansvarlig minister for regeringens frisættelse og reform af ældreområdet, skriver han på X.

Der er også ros til Mette Kierkgaard fra kolleger, som ikke sidder i regeringspartier.

Eksempelvis har De Konservatives politiske ordfører, Mette Abildgaard, svaret den afgående minister på Facebook med ordene:

- Du håndterede det at "komme udefra" ekstremt begavet og kom med en oprigtighed, der var befriende. Og så er du også bare et utroligt behageligt menneske. Jeg forstår virkelig godt din prioritering. Alt godt til din familie.

Der var senest ændringer i regeringen i september sidste år. Her indgik socialdemokraterne Rasmus Stoklund, Kaare Dybvad Bek og Ane Halsboe-Jørgensen i en intern S-rokade på ministerholdet.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek