København, 08/08/2025 - 14:33
Flyvevåbnet skal træne strandlandinger på Rømø
Der vil foregå træningslandinger på Lakolk Strand fra den 12. til 14 august.
Af: /ritzau/
Flyvevåbnet vil træne strandlandinger på Lakolk Strand på Rømø fra den 12. til 14. august.
Det skriver Air Transport Wing, der har ansvaret for Forsvarets lufttransport, på Facebook.
Det er flyvevåbnets Hercules-transportfly, der vil lande på stranden på Rømø. Træningen skal give besætningerne erfaring i at lande på underlag, der ikke er asfalt.
Det kan blandt andet blive relevant i Arktis eller i områder, hvor infrastrukturen er ødelagt eller af ringe kvalitet, skriver Air Transport Wing.
Forsvaret af Arktis har været genstand for stor politisk opmærksomhed i det forløbne år. Herhjemme skyldes det blandt andet også, at USA's præsident, Donald Trump, har truet med at annektere Grønland.
Det har ført til, at regeringen og partierne bag forsvarsforliget i slutningen af januar præsenterede en delaftale om oprustning i Arktis og Nordatlanten.
En række fly fra Danmarks Nato-allierede vil desuden deltage i træningsøvelsen på Rømø, hvilket skal være med til at styrke samarbejdet i alliancen, skriver Air Transport Wing.
- Vi deler vigtige erfaringer med vores allierede og medvirker ved samtræning til udviklingen af en stærkere og mere robust Nato-alliance, lyder det.
/ritzau/