Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Varde, 29/06/2026 - 15:39

Varselsskud affyret mod ulveflok var ufarlige for dyrene

Anklagemyndigheden standser efterforskningen mod hundeejer, der blev anmeldt efter varselsskud mod seks ulve.

Af: /ritzau/

Der bliver ikke nogen straffesag mod en 63-årig mand fra Varde Kommune.

Manden blev i april meldt til politiet efter at have affyret to varselsskud mod en flok ulve.

Det har anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi bestemt - formelt set er der truffet afgørelse om at standse efterforskningen.

- Anklagemyndigheden vurderer på baggrund af efterforskningen, at den 63-årige ikke har haft som mål at ramme dyrene og dermed skade bestanden, ligesom ulvene heller ikke har lidt skade på grund af varselsskuddene, lyder det i en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Varselsskuddene faldt, efter at flokken på seks ulve havde fulgt efter manden og hans hund.

Ulvene blev ved med at opholde sig nær mandens bopæl og ville ikke lade sig skræmme af råb og fagter.

Den 63-årige mand, som har jagttegn, valgte at affyre to skud for at skræmme de vilde dyr på flugt.

Politiet har efterforsket sagen med henblik på at afgøre, hvorvidt der var sket en overtrædelse af naturbeskyttelsesloven.

I pressemeddelelsen skriver anklagemyndigheden, at det har været af betydning for afgørelsen, at ulvene ikke optrådte menneskesky, og at de var fulgt efter manden.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek