København, 21/06/2025 - 09:25
Takeaway-emballage kan returneres under Copenhagen Sprint
Til weekendens store cykelløb Copenhagen Sprint vil man kunne returnere både mad- og drikkeemballage.
Af: /ritzau/
Med et nyt forsøg skal skraldet - i hvert fald noget af det - helst ikke ende i skraldespanden til Copenhagen Sprint.
I stedet vil man nu kunne returnere sin takeaway-emballage ved standere i København i forbindelse med weekendens store cykelløb.
Det skriver Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning i en pressemeddelelse.
- Klimaet venter ikke på os, og derfor er det en rigtig god nyhed, at vi nu får mulighed for at genbruge emballagen i stedet for blot at smide det til forbrænding, siger Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune i meddelelsen.
Emballagen kan afleveres ved standere, der er placeret 21 steder på cykelruten. Det omfatter både mad- og drikkeemballage.
Retursystemet i København adskiller sig fra modellen i blandt andet Aarhus, hvor der indtil videre kun indsamles kopper.
Der vil være standere ved Statens Museum for Kunst, Rådhuspladsen og Nørrebros Runddel.
Det er virksomheden New Loop, der står for at sætte standerne op.
For at returnere emballagen skal man først scanne sin kop og så aflevere emballagen. Herefter får man penge tilbage.
Ved to af standerne er det også muligt at donere sin emballage. Pengene går til Danmarks Naturfredningsforening.
/ritzau/