Tibnin, 22/05/2026 - 00:23
Luftangreb rammer hospital i det sydlige Libanon og sårer ni
Hospitalsansatte er ifølge ministerium blandt de sårede, efter at et israelsk luftangreb har ramt et hospital.
Af: /ritzau/
Ni personer er blevet såret, efter et israelsk luftangreb har ramt et hospital i det sydlige Libanon.
Det meddeler Libanons sundhedsministerium torsdag i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ifølge ministeriet er syv af de sårede ansatte på hospitalet, hvor der er sket alvorlige skader som følge af angrebet.
Der er sket materiel skade på skadestuen, intensivafdelingen og på flere andre afdelinger, skriver ministeriet og tilføjer, at flere ambulancer også har fået skader.
Ministeriet har desuden delt en video, hvor der blandt andet kan ses knust glas på hospitalsgulvet og sprængte vinduer.
Angrebet er sket på trods af, at Israel og Libanon har indgået en aftale om våbenhvile.
/ritzau/




