Jerusalem, 17/01/2024 - 13:57
Jordan beskylder Israel for at ramme felthospital i Gaza
Israel har gjort sig skyldig i en "grov krænkelse af folkeretten", mener Jordan efter melding om angreb.
Tyrone Siu/Reuters
Af: /ritzau/Reuters
Israel har onsdag intensiveret sine angreb i byen Khan Younis i det sydlige Gaza.
Fra Jordan kommer der beskyldninger om, at et jordansk felthospital i Khan Younis har fået store skader på grund af angreb i nærheden af hospitalet.
Jordans hær mener, at Israel har gjort sig skyldig i en "grov krænkelse af folkeretten".
Israels hær har ikke umiddelbart udtalt sig om beskyldningen.
En hospitalsansat er blevet såret og vil blive fløjet tilbage til Jordan for at blive behandlet.
En patient er blevet ramt af granatsplinter, lyder det i en meddelelse fra Jordans hær.
- Hospitalet er svært beskadiget. Regeringen vil iværksætte alle de nødvendige tiltag som følge af angrebet, står der i meddelelsen.
Hospitalet er et af to, som Jordans hær driver i Gaza - og som har akut brug for medicin og andet sundhedsudstyr.
Også på Nasser-hospitalet i Khan Younis meldes om en kritisk situation.
Her er folk flygtet fra hospitalet og området omkring, efter at kampvogne begyndte at operere i området i løbet af natten.
Mange af Nasser-hospitalets ansatte har søgt tilflugt længere sydpå. Allerede 9. januar var der kun én læge tilbage til at behandle omkring 100 personer med forbrændinger. Det oplyste en repræsentant for Verdenssundhedsorganisationen, WHO, i Gaza.
Kun omkring en tredjedel af Gazas hospitaler er i drift, nogle af dem kun delvist.
I forbindelse med angrebene onsdag i Gaza melder Israel at have dræbt seks militante palæstinensere fra bevægelsen Hamas.
En af de dræbte er ifølge Israel en person fra Hamas, som står i spidsen for afhøringer i det sydlige distrikt.
Længere sydpå i Rafah - hvor tusindvis er søgt hen på israelsk opfordring - græd flere mennesker ved siden af tildækkede lig. En af de døde var en ung pige ved navn Masa.
- Vi sov, og så faldt missilerne ned på os, siger pigens tante Tahreer Shoman til nyhedsbureauet Reuters.
- Vi stod op og kunne ikke se noget. Så begyndte vi at tjekke, hvordan alle havde det. Pigen var blevet gjort til martyr, siger hun og tilføjer, at hendes søskende blev såret, men overlevede.
/ritzau/Reuters




