Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/12/2023 - 10:00

Fra talen til nedtællingen: Vælg de rette champagner til nytår

Der er mange anledninger til at hælde champagne i glasset, når nytåret banker på. Få kenderens guide til at vælge de rigtige bobler til maden og tidspunktet.

Silas Stein/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus

På årets sidste dag skal mange se dronningens nytårstale, spise god mad og tælle ned, til uret slår tolv.

Alt dette kan også gøres i selskab med et glas bobler.

Men har du svært ved at vælge, hvad der skal tages ned fra hylden, får du her to champagnekenderes tip.

1) Nytårstalen.

Når du og gæsterne skal nyde et glas champagne til dronningens nytårstale, er det en god idé at drikke en tør champagne, hvis I får saltede appetizers.

Det anbefaler Kira Milan, der er stifter af Champagneuniverset og er certificeret inden for champagnevin.

- Det handler om at finde en champagne, som matcher det salte i maden, siger hun.

For eksempel kan I tage en Blanc de Blancs-champagne - som en 100 procent Chardonnay, som giver en mineralsk smag og er et godt match til det salte i maden, forklarer Kira Milan.

2) Forretten.

Serverer du fisk og skaldyr som aftenens første ret, er det godt at vælge en ekstra tør champagne - også kendt som extra brut.

Sådan lyder det fra Leilani Gangoso Clausen, som ejer Champagne Guru sammen med sin mand, André Clausen.

- I fisk og skaldyr er der mineraler, som gør, at en tør extra brut passer perfekt dertil, siger hun.

Her bør du gå efter en champagne uden tilsat sukker - gerne en 100 procent Chardonnay fra en af de franske Grand Cru-byer - da den bedst vil matche smagen af mineraler i fisk og skaldyr.

3) Hovedretten.

Springer vi til hovedretten, anbefaler Leilani Gangoso Clausen en ren extra brut.

- Der er ikke noget tilsat, som kan manipulere med smagen. Men i stedet får du undertoner af den røde drue, der passer rigtig godt til kød og fjerkræ, siger hun.

Her kan du for eksempel servere en 100 procent Pinot Noir og gerne årgangschampagne, som er kendetegnet ved at stamme fra et enkelt års høst, råder Champagne Guru-ejeren.

Du kan også gå efter at matche madens umamismag, råder Kira Milan fra Champagneuniverset. Umami er en af de fem grundsmage, som du eksempelvis finder i svampe og kød.

Her kan du servere en champagne på druen Pinot Noir eller vælge en Blanc de Noir.

Til skaldyr og hummersuppe kan du også kaste dig ud i en rosé champagne.

- En rosé champagne indeholder oftest en smule rødvin, og dermed får du lidt mere smag og dybde i champagnen, siger Kira Milan.

4) Desserten.

Når I er henne ved desserten, passer en årgangschampagne, godt til et ostebord, råder Kira Milan.

- Hvis der er tale om mad, der er langtidsfermenteret, kan man typisk finde en fin balance med den ældre champagne, som også præsenterer de fermenterede noter, siger hun.

Ifølge Kira Milan er 2008, 2010 og 2012 gode årgangsår. Vil du have en nyere årgang er 2018 også et bud.

Er I ovre i den sødere afdeling, anbefaler Leilani Gangoso Clausen fra Champagne Guru en rosé grand cru, hvor der er tilsat rødvin.

- Rødvinen, der er tilsat i champagnen, giver den nogle dybe noter, som gør champagnen god til for eksempel chokoladekage. For der er en bitterhed, der gør chokoladen mere sød, siger hun.

5) Kransekagen.

Når vi skal tælle ned til, at vi kan hoppe ind i 2024, bør du tage en champagne, der matcher den søde kransekage, siger Kira Milan fra Champagneuniverset.

Hun anbefaler den halvsøde champagnetype demi-sec.

- Kagen vil føles dejlig sød, og champagnen vil opleves som tør, siger hun.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek