København, 29/07/2026 - 13:20
21-årig sigtes for mere end 15 tyverier i varebiler i hele landet
En 21-årig mand menes sammen med flere andre at have stjålet værktøj fra flere håndværkeres varebiler.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har tirsdag aften anholdt en 21-årig mand, der er mistænkt for at have stjålet værktøj fra et større antal varebiler.
Det skriver politikredsen i en døgnrapport.
Tyverierne er ifølge politiet begået i april og maj på tværs af hele landet i Faxe, Herning, Silkeborg, Skanderborg, Hvalsø og Tune.
Manden fremstilles onsdag klokken 13 i grundlovsforhør ved Retten i Næstved.
Anklager Baran Temizsoy oplyser, at den 21-årige er mistænkt for at have planlagt og begået tyverierne med flere andre gerningsmænd.
To andre sidder i forvejen varetægtsfængslet i sagen.
Den 21-årige sigtes konkret for mindst 15 tyverier, mens de to andre, der sidder varetægtsfængslet, er sigtet for i omegnen af 20 tyverier, siger Baran Temizsoy.
Politiet har fundet en del af det stjålne værktøj på de sigtedes adresser, men mangler fortsat at finde en stor del, lyder det.
Tyverierne er begået med henblik på at sælge værktøjet, mener anklagemyndigheden.
Baran Temizsoy kan ikke fortælle nærmere, hvor stor en samlet værdi det stjålne værktøj har.
Det skyldes, at anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret, da man mener, at der kan være flere gerningsmænd på fri fod.
Det er ikke første gang, at tyve er gået målrettet efter håndværkeres værktøj.
I en sag fra 2024 blev to mænd eksempelvis idømt to år og seks måneders fængsel ved Retten i Næstved for mere end 180 tilfælde af tyveri i varebiler.
Det stjålne værktøj havde en samlet værdi på mindst seks millioner kroner.
RITZAU




