København, 07/05/2025 - 13:09
Trumps toldkrig giver milliardnedskrivning hos Ørsted
Nedskrivninger på amerikanske havvindprojekter er egentlig inden for skiven, vurderer aktieanalysechef.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's toldsatser på stål og aluminium har medført, at Ørsted har nedskrevet for 1,2 milliarder kroner på amerikanske havvindprojekter.
Det fremgår af Ørsteds regnskab for første kvartal 2025, der er lagt frem onsdag morgen.
Tolden på import af stål og aluminium lyder på 25 procent og har medført øgede omkostninger på Ørsteds to havvindprojekter i USA - Sunrise Wind og Revolution Wind.
Nedskrivningerne tæller ikke basistolden på 10 procent, som USA's præsident, Donald Trump, præsenterede i starten af april.
Og den yderligere toldsats på 10 procent mod EU, der i øjeblikket er på pause, er heller ikke medregnet i nedskrivningerne.
Hvis der bliver indført en told på samlet 20 procent, vil Ørsted risikere yderligere nedskrivninger på de amerikanske projekter, lyder det i regnskabet.
Nedskrivningerne er egentlig inden for skiven af, hvad man kunne forvente, vurderer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.
- I min verden er det bestemt håndterbart i forhold til Ørsteds samlede forretning og i forhold til økonomien bag færdiggørelsen af de to amerikanske projekter, siger han.
Trump har siden sin indsættelse kritiseret havvind flere gange. For nylig har han også sat en stopper for opførelsen af en stor vindmøllepark ved New York.
Hvis præsidenten beslutter sig for at stoppe Ørsteds to amerikanske projekter, kommer det til at koste dyrt, siger Jacob Pedersen.
- Da man stoppede arbejdet med Ocean Wind i 2023, kostede det over 20 milliarder kroner, så det ville være et finansielt slag mod Ørsted.
- Men spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening at gå ind og stoppe de her projekter, siger aktieanalysechefen.
På et pressemøde onsdag siger topchef i Ørsted Rasmus Errboe, at Revolution Wind næsten står færdigt, mens Sunrise Wind er 35 procent færdigt.
Ifølge mediet MarketWire siger topchefen, at Ørsted er 100 procent dedikeret til at fortsætte arbejdet med projekterne.
- Jeg kommer ikke til at spekulere i potentielle regulatoriske ændringer, som er uden for vores kontrol. Vi har alle tilladelser, og vores projekter har været genstand for flere evalueringer og har fulgt alle statslige og føderale processer, siger han ifølge mediet.
Den melding er ifølge Jacob Pedersen positiv.
- Det giver jo en fornemmelse af, at de her projekter ikke bare lige er noget, man stopper, siger han.
/ritzau/