Marseille, 10/07/2025 - 01:07
Indbyggere i Marseille vender hjem til udbrændte huse og biler
76 hjem er blevet efterladt ubeboelige, oplyser myndigheder i Sydfrankrig. Brand er endnu ikke helt slukket.
Af: /ritzau/
Flere indbyggere i den sydfranske by Marseille er onsdag vendt hjem til huse, som er blevet ødelagt i den skovbrand, der har raset i udkanten af byen.
Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Flere huse er enten blevet ødelagt eller voldsomt beskadiget, ligesom biler står udbrændte og sorte tilbage.
Flere end 1000 brandfolk er blevet sendt på arbejde i forsøget på at få kontrol over branden, meldte regionale myndigheder onsdag. Branden var sent onsdag endnu ikke helt slukket.
Fra myndighederne lyder det, at 76 hjem som følge af branden er ubeboelige - og at en række andre har fået skader.
Flere uger uden regn har givet branden fordelagtige forhold, ligesom vind løbende har givet den styrke.
Et område på i alt omkrig 750 hektar er ifølge AFP blevet forvandlet til aske.
Cirka 400 personer har som følge af skovbranden været nødt til at forlade deres hjem, og tidligere blev 15.000 indbyggere i det nordlige Marseille, som er Frankrigs næststørste by, bedt om at holde sig inden døre for at undgå røg.
Branden menes at være startet tirsdag aften i Pennes-Mirabeau, som ligger nord for storbyen. Det skete tilsyneladende, da et køretøj brød i brand på en motorvej.
Thierry Heraud kunne som en af de første indbyggere i området se, at hans hjem var truet af branden.
Han siger, at flammerne spredte sig så hurtigt, at det lignede en massakre.
/ritzau/