Teheran, 22/04/2026 - 20:34
Iran ser forhindringer på vej mod USA-forhandlinger
Trusler står i vejen for forhandlinger, siger Irans præsident og kritiserer den "endeløse hykleriske retorik".
Stringer/Reuters
Af: /ritzau/
Flere fremtrædende regeringsfolk i Iran kritiserer USA's ageren under en igangværende våbenhvile.
Den iranske præsident, Masoud Pezeshkian, siger på det sociale medie X, at Iran går ind for dialog, men han mener ikke, at det går godt.
- Brud på forpligtelser, blokade og trusler er de største hindringer for oprigtige forhandlinger, skriver han.
- Verden ser din endeløse hykleriske retorik og modsætningen mellem påstande og handlinger, skriver den iranske præsident uden at sætte navn på, hvem han henvender sig.
Udmeldingen kommer, en dag efter at USA's præsident, Donald Trump, forlængede en våbenhvile. Trump er kommet med adskillige trusler mod Iran undervejs i krigen - blandt andet om at ødelægge broer og kraftværker.
Endnu er det uvist, hvornår og om USA og Iran igen skal forhandle om en aftale.
Også den iranske parlamentsformand og topforhandler, Mohammad Bagher Ghalibaf, kritiserer USA, som har indført en flådeblokade mod iranske havne.
- En komplet våbenhvile har kun betydning, hvis den ikke bliver brudt af en flådeblokade, skriver han.
- At genåbne Hormuzstrædet er ikke muligt med sådan et groft brud på våbenhvilen, fortsætter han.
Iran har onsdag strammet grebet om det strategisk vigtige stræde ved at beslaglægge to skibe, som forsøgte at krydse det.
Lukningen af strædet har ført til kraftigt stigende brændstofpriser. Flere steder omtales situationen som en energikrise, og der advares blandt andet om risiko for mangel på flybrændstof.
Det amerikanske medie New York Post har onsdag skrevet, at pakistanske kilder siger, at der ventes en anden forhandlingsrunde mellem USA og Iran i løbet af "36 til 72 timer". Mediet har spurgt Trump til det mulige gennembrud.
- Det er muligt, skriver Trump i en besked til New York Post.
/ritzau/




