Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 07/08/2026 - 02:13

Måling: Britiske unge vil omgå natligt forbud mod sociale medier

I måling siger 85 procent af adspurgte ældre teenagere, at de vil slå tidsbegrænsning på sociale medier fra.

Af: /ritzau/

De fleste britiske teenagere vil takke nej til den britiske regerings plan om at indføre et natligt forbud mod sociale medier.

Det fremgår af en meningsmåling, som er blevet offentliggjort fredag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Meningsmålingen er lavet blandt 1000 teenagere af det britiske analyseinstitut Censuswide for organisationen Online Responsibility Network (ORN).

Planerne om at indføre et natligt forbud gælder 16- og 17-årige og blev fremlagt af den britiske regering i midten af juli under premierminister Andy Burnhams forgænger, Keir Starmer.

Det skal være et supplement til et forbud mod sociale medier for børn under 16 år, som Starmer annoncerede i juni. Det omfatter blandt andet platformene Snapchat, TikTok, YouTube, Instagram og Facebook.

Tidsbegrænsningen vil være aktiveret som en standardindstilling på sociale medie-konti for de ældre teenagere. Det vil forhindre dem i at få adgang til de sociale medier mellem midnat og klokken 06.00.

Funktionen vil dog kunne slås fra. Ifølge fredagens undersøgelse fra Censuswide siger 85 procent af de adspurgte, som er 16 til 18 år, at de vil deaktivere den.

RITZAU

TjekDet - faktatjek