' /> '> SpaceX-raket opsender 20 satellitter under succesfuld testflyvning
Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Starbase, 25/07/2026 - 02:41

SpaceX-raket opsender 20 satellitter under succesfuld testflyvning

Under en testflyvning har SpaceX's megaraket Starship som planlagt udsendt 20 Starlink-satellitter i rummet.

Steve Nesius/Reuters

Af: /ritzau/

Elon Musks rumfartsvirksomhed, SpaceX, er natten til lørdag lykkedes med at sende den nyeste Starship-raket på en ubemandet testflyvning fra den amerikanske delstat Texas.

Under testflyvningen udsendte fartøjet 20 forbedrede Starlink-satellitter i en suborbital bane.

Raketten faldt efter en time lang flyvning ned i Det Indiske Ocean som planlagt, fremgår det af en livestream fra SpaceX.

Fartøjet er omkring 122 meter højt og består af det øverste Starship-astronautfartøj stablet oven på en Super Heavy-boosterraket.

Det lettede fredag omkring klokken 18.50 lokal tid - klokken 00.50 dansk tid - fra SpaceX' faciliteter i Starbase i Texas.

Omkring ti minutter inde i flyvningen, da Starship havde nået en hastighed på omkring 26.400 kilometer i timen, vendte Super Heavy-boosterraketten tilbage mod Jorden.

Her ramte raketten Den Mexicanske Golf hårdere end forventet, oplyser SpaceX ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Omkring 20 minutter efter opsendelsen begyndte Starship at udsende de 20 Starlink V3-satellitter. De blev frigivet én efter én.

Mens satellitterne befinder sig i rummet, vil de udfolde deres solpaneler og antenner for kortvarigt at oprette forbindelse til SpaceX's Starlink-netværk, som består af omkring 10.000 satellitter i kredsløb om Jorden.

Det er første gang, at Starship frigiver satellitterne. De vil følge rakettens bane tilbage ind i atmosfæren, hvor de vil brænde op.

SpaceX planlægger ved udgangen af 2026 at begynde at opsende tusindvis af denne type satellitter med Starship, skriver Reuters. Satellitterne skal øge kapaciteten i satellitnetværket, så det kan forbindes direkte med blandt andet mobiltelefoner.

Testflyvningen var den 13. test af Starship, der anses for at være den mest kraftfulde rumraket, der nogensinde er bygget.

Flyvningen skulle efter planen have fundet sted i sidste uge, men planerne blev udskudt i sidste øjeblik, da flere af rakettens motorer ikke ville starte.

RITZAU

TjekDet - faktatjek