Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/11/2023 - 08:00

DR-stjerne drømmer om at gå i mandens fodspor

Petrine Agger har set sin mand, Søren Malling, arbejde i udlandet, og det kunne den Carmen Curlers-aktuelle skuespiller også godt tænke sig at prøve.

ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Den virkelige historie om udviklingen af den elektriske papillot har DR fundet så fascinerende, at public service-stationen bestilte tre sæsoner af "Carmen Curlers" - allerede inden den første sæson fik premiere.

Nu stryger anden sæson af DR-dramaet over skærmen. Men om Petrine Agger, som spiller fabriksarbejderen Edith Windfeld, også entrerer tredje sæson, ved hun faktisk ikke endnu.

- Det er et uforudsigeligt fag at være i. Men jeg er ligesom altid vendt tilbage til det. For det er det, jeg bliver glad af, og det er det, der giver mening for mig, siger Petrine Agger og fortsætter:

- Og så kan man sige, at økonomisk har vi også været heldige, min mand og jeg, at han har haft så meget at lave, så vi også har kunnet klare os på den led. Men det ved man jo aldrig. Det kan gå alle veje, siger den 61-årige skuespiller.

Petrine Agger blev uddannet skuespiller fra Odense Teaterskole i 1992 og kunne sidste år fejre 30-års jubilæum inden for scenekunsten.

Faktisk har hun endnu en uddannelse.

- Jeg har også en bachelor i psykologi, afslører Petrine Agger.

- Men da jeg skulle vælge, om jeg ville læse en kandidat, så ville jeg skulle melde mig helt ud af arbejdslivet. Så kunne jeg ikke også lave film og teater samtidig. Og så tænkte jeg: "Det er jo dér, jeg hører til". Jeg elsker det, siger Petrine Agger.

- Det andet gjorde jeg for at bevise, at jeg godt kunne, hvis jeg ville - det gør ikke, at man er en bedre skuespiller. Men det kan måske berige en i en eller anden forståelse af, hvad det er for noget materiale, man står med. Vi bruger jo også den psykologiske indsigt i folk som skuespillere.

Petrine Agger har medvirket i en lang række populære danske film og serier. DR-dramaet "Borgen", Bille Augusts filmatisering af "Lykke-Per" - og nu i anden sæson af "Carmen Curlers" for at nævne et udpluk.

I anden sæson af DR-dramaet drejer fabrikken i Kalundborg globussen og retter salget ud mod et globalt marked.

Især drømmer fabrikken om, at de amerikanske kvinder skal bobbe lokkerne op.

I virkelighedens verden er det meget parallelt med, hvad mange danske skuespillere gør. Bare se på Sidse Babett Knudsen, Pilou Asbæk, brødrene Mads og Lars Mikkelsen - og Petrine Aggers egen mand, Søren Malling.

- Jeg kunne godt tænke mig at prøve det, helt klart. Det tror jeg, kunne være vildt sjovt. Men jeg har også tænkt, at det nogle gange må være lidt ensomt, faktisk, at være væk. Væk fra sin familie, væk fra sine venner, revet væk på den måde, siger hun.

- Du ved måske, at du har fire optagedage, men så køber de dig fri i tre uger. Så du skal bare stå til rådighed i den tid uden at vide, hvornår du skal på. Sådan kan det godt være. Og så skal man lige opfinde noget, man kan tage med sig og lave, for ikke at blive sindssyg af det.

- Sådan ved jeg i hvert fald, at min egen mand har det nogle gange, når han er afsted - men som regel har jeg været nede at sige hej, alt efter hvor han har været.

Lige nu må udlandseventyret under alle omstændigheder vente for en stund for Petrine Agger. For i den kommende periode spiller hun børneteater i København.

Og så venter den tredje sæson af "Carmen Curlers" - forhåbentlig - efter sommerferien.

- Jeg tænker, at man ikke helt kan komme uden om familien Windfeld, så mon ikke, siger hun med et smil.

Det sidste afsnit i anden sæson af "Carmen Curlers" kan ses på DR1 søndag klokken 21.00. Afsnittet er allerede tilgængeligt fra fredag morgen på DRTV.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek