København, 16/05/2025 - 14:08
Tidligere Novo-topchef vil ind i medicinalgigantens bestyrelse
Samme dag som direktør Lars Fruergaard træder tilbage i Novo Nordisk, vil tidligere topchef med i bestyrelsen.
Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Lars Rebien Sørensen, der var topchef i Novo Nordisk fra 2000 til 2016, planlægger at indtræde i selskabets bestyrelse.
Det skriver Novo Nordisk Fonden, hvor han for nuværende er bestyrelsesformand, i en pressemeddelelse.
Nyheden kommer i kølvandet på, at hans afløser på topposten i Novo Nordisk, administrerende direktør Lars Fruergaard Jørgensen, stopper på posten efter otte år.
Novo Nordisk Fonden er selskabets største aktionær.
Fonden skriver, at Lars Rebien Sørensens erfaring og indsigt i branchen forventes at være "værdifuld for bestyrelsen for Novo Nordisk".
- Jeg er glad for at kunne bidrage med min erfaring til arbejdet i bestyrelsen for Novo Nordisk A/S. Det er et fantastisk selskab, som jeg selvfølgelig kender særdeles godt, siger Lars Rebien Sørensen i meddelelsen.
- Selskabet har i den seneste tid oplevet markedsudfordringer, som selskabets bestyrelse og ledelse har adresseret. Jeg ser frem til at bidrage til dette arbejde sammen med hele bestyrelsen, tilføjer han.
Han indtræder i første omgang som såkaldt observatør med intention om at indtræde som medlem i bestyrelsen.
Det skal ske ved selskabets generalforsamling i 2026. Bestyrelsesposten skal være for en begrænset periode på to til tre år, fremgår det.
Efter nyheden, om at Lars Fruergaard Jørgensen stopper som administrerende direktør, dykkede Novo-aktien.
Fra at være 2,6 procent oppe på dagen, ligger den nu til et fald på 3,1 procent.
Lars Rebien Sørensen fortsætter som formand for Novo Nordisk Fonden, hvilket han har været siden 2018.
/ritzau/