Caracas, 26/06/2026 - 03:01
Nødhjælp og redningsarbejdere strømmer til jordskælvsramte Venezuela
En række lande har eller er ved at sende redningshold og nødhjælp til Venezuela efter voldsomme jordskælv.
Af: /ritzau/AFP
Venezuela har modtaget en strøm af tilbud om nødhjælp og hjælp til redningsarbejdet, efter at landet onsdag blev ramt af to kraftige jordskælv, der har kostet mindst 188 mennesker livet.
Venezuelas fungerende præsident, Delcy Rodríguez, siger i en tv-transmitteret tale torsdag, at FN-godkendte redningsfolk er blevet indsat i eftersøgningen efter overlevende.
Spanien og Frankrig vil sende en række specialister i redningsarbejde, mens Tyskland har meddelt, at man vil stille seks transportfly til rådighed.
Samtidig har Schweiz stillet 80 medarbejdere, otte redningshunde og 18 ton udstyr til rådighed. Medarbejdere, hunde og udstyr vil blive sendt til det latinamerikanske land så hurtigt som muligt, lyder det.
I Holland har minister for udenlandsk handel og udvikling, Sjoerd Sjoerdsma, annonceret en hjælpepakke på to millioner euro – 15 millioner kroner. Pengene skal gå til udsendelsen af et eftersøgnings- og redningshold.
Tjekkiet har torsdag oplyst, at landet er ved at gøre et redningshold klar til at flyve til Venezuela.
Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskaber (IFRC) oplyser, at organisationen har frigivet 2,5 millioner dollar - 16,5 millioner kroner - til genopretningsindsatsen.
Torsdag oplyser Vatikanet, at pave Leo har sendt nødhjælp til Venezuela for en værdi på 100.000 euro, hvilket svarer til cirka 750.000 kroner.
/ritzau/AFP




