København, 15/07/2025 - 08:10
Studie: Ingen sammenhæng mellem aluminium i børnevacciner og 50 lidelser
Danske forskere finder i et stort studie ingen øget forekomst af for eksempel astma hos vaccinerede børn.
Carlos Sanchez/Reuters
Af: /ritzau/
Der er ingen sammenhæng mellem aluminium i børnevacciner og så 50 forskellige helbredstilstande som autisme og astma.
Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.
Forskere fra SSI har via danske sundhedsregistre fulgt over en million danske børn født mellem 1997 og 2018.
De har undersøgt 50 lidelser for en sammenhæng med vacciner.
Af de 50 var der tale om 36 autoimmune lidelser, ni atopiske eller allergiske samt fem neurologiske udviklingsforstyrrelser.
Forskerne konkluderer, at der ikke er en øget forekomst af for eksempel autisme eller astma hos vaccinerede børn.
Læge hos SSI Niklas Andersson kalder resultaterne "betryggende". Han er førsteforfatter på studiet.
Studiet viser ifølge lægen, at den lille mængde aluminium, der anvendes i børnevaccinationsprogrammet, ikke øger risikoen for forskellige lidelser.
- Det er det første studie af denne størrelse og med så omfattende analyser, og det bekræfter den høje sikkerhed ved de vacciner, vi har anvendt i årtier i Danmark, udtaler Niklas Andersson i pressemeddelelsen.
Små mængder aluminium indgår i visse vacciner som hjælpestof for at forstærke effekten. Det har været anvendt siden 1930'erne, skriver SSI.
Aluminium findes for eksempel i vacciner mod difteri, stivkrampe og kighoste.
Det anses for at være et ufarligt grundstof. Men bekymrede patientgrupper har tidligere efterspurgt mere evidens, skriver Videnskab.dk.
I 2017 kastede forskere fra Copenhagen Trial Unit (CTU) sig over spørgsmålet. Det er en gruppe under Rigshospitalet, som gennemgår evidensen bag medicinsk forskning.
Fem år senere havde de foretaget en systematisk gennemgang af 102 randomiserede forsøg om effekten af aluminium i vacciner.
Gennemgangen var dog ifølge Videnskab.dk begrænset af, at de fleste forsøg var af dårlig kvalitet. Et af budskabene blev derfor, at der var brug for tilgængelig og god forskning på området.
Studiet fra forskerne på SSI er publiceret i det medicinske tidsskrift Annals of Internal Medicine.
/ritzau/