København, 02/07/2025 - 08:09
Der kører ingen tog mellem Køge Nord og Næstved
Banedanmark arbejder på at løse signalfejl, der er skyld i togproblemer onsdag morgen.
Af: /ritzau/
Onsdag morgen kører der foreløbigt ingen tog mellem Køge Nord og Næstved frem til klokken 10.
Det skyldes en fejl i signalsystemet, oplyser Banedanmark på den sociale platform X.
Her lyder det videre, at man arbejder på at få signalsystemet op igen, og at passagerer opfordres til at tjekke Rejseplanen.
Onsdag åbner festivalpladsen på Roskilde Festival. Banedanmark understreger, at der mellem Køge Nord og Roskilde fortsat kører festivaltog.
DSB oplyser ligeledes på sin hjemmeside, at der ikke kører nogen tog mellem Køge Nord og Næstved via Køge.
- Det betyder, at togene, som normalt kører mellem København H og Næstved via Køge, kører ad en anden rute og uden stop mellem Køge Nord og Næstved. Mellem Køge Nord og København H kører togene som normalt, skriver DSB.
Derfor er man i gang med at bestille togbusser mellem Køge og Næstved, men de er svære at skaffe. Busserne lægges ind i Rejseplanen, efterhånden som de bekræftes, lyder det videre.
Der er endnu ingen prognose for, hvornår der igen kan køre tog mellem Køge Nord og Næstved.
DSB minder samtidig om, at hvis man er mere end 30 minutter forsinket, gælder rejsetidsgarantien.
/ritzau/