New York, 25/08/2025 - 10:00
Rune overtager verdensetters træner: Han forstår tennis
Jannik Sinners tidligere fysiske træner Marco Panichi har en tennismæssig indgang til arbejde med Holger Rune.
Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den danske tennisstjerne Holger Rune var ikke sen til at gribe muligheden, da verdensetteren Jannik Sinner efter French Open sagde farvel til den fysiske træner Marco Panichi.
Når Rune mandag aften dansk tid tager hul på US Open, er Panichi således en del af danskerens team.
Det var perfekt timing for Rune, der efter sit exit i French Open annoncerede, at han ikke var tilfreds med sin fysiske formåen og derfor søgte en fysisk træner.
- Han og Jannik stoppede efter French Open, så han var ledig, og jeg ledte efter en fysisk træner, så jeg rakte ud efter ham. Vi havde nogle træninger, og der var noget, jeg følte, klikkede godt mellem ham og mig, fortæller Holger Rune.
Inden samarbejdet med Sinner var Marco Panichi i en årrække en del af Novak Djokovics team, så det er et profileret navn, Rune har indlemmet.
- Han behøver ikke et arbejde, så jeg er meget taknemmelig over, at han har lyst til at arbejde med mig.
- Vi kender hinanden relativt godt i forvejen, da han har arbejdet med Novak, og de har altid været søde ved os.
Den italienske fysiske træner var med Rune i Cincinnati til den sidste opvarmningsturnering før US Open, og her fik den nye konstellation en god start på samarbejdet.
- Det har været rigtigt, rigtigt godt, men det er stadig tidligt. Jeg synes helt klart, det er gavnligt, og han kommer med mange positive ting til teamet.
Under Holger Runes træninger i New York op til US Open har man kunnet se Panichi instruere den danske stjerne under pauserne. Mere end man måske normalt ser en fysisk træner gøre.
- Han forstår tennis rigtigt godt, og det er meget tennisspecifik fysisk træning, hvilket helt klart er det, jeg har ledt efter, forklarer Rune.
Han nåede kvartfinalen i Cincinnati og fik altså nogle kampe i benene før årets sidste grand slam-turnering.
- Jeg fandt aldrig topniveau, men det var en udmærket turnering, hvor jeg fik gode kampe og rytme, fortæller Rune.
Han spiller tredje kamp på Grandstand mandag mod hollænderen Botic van de Zandschulp. Kampen ventes at starte mellem klokken 21 og 22 dansk tid.
/ritzau/