Washington D.C., 21/06/2025 - 01:39
Rentemelding får Trump til genoplive trussel mod bankchef
Donald Trump havde fredet USA's centralbankchef, men nu truer han igen Jerome Powell efter ugens rentemelding.
Ken Cedeno/Reuters
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, meddeler fredag, at han måske burde genoverveje sin beslutning om ikke at fyre landets centralbankchef, Jerome Powell.
Det sker i et opslag på det sociale medie Truth Social.
Meldingen kommer, efter at centralbanken onsdag valgte at fastholde den toneangivende rente i USA.
- Måske - kun måske - burde jeg ændre min holdning til at fyre ham. Men hans embedsperiode udløber alligevel snart, skriver Donald Trump.
Jerome Powells ansættelseskontrakt løber frem til maj 2026.
Som et argument for at sænke renten skriver præsidenten, at "USA stort set ikke har nogen inflation".
Præsidenten efterlyser en lavere rente på mellem 1 til 2 procent. Renten blev onsdag fastholdt i et interval mellem 4,25 procent til 4,5 procent.
En højere rente kan medvirke til at dæmpe inflationen, mens en lavere rente, som Trump efterlyser, kan medvirke til en stigning i inflationen.
I onsdagens rentemeddelelse fra centralbanken fremgik det, at inflationen i USA fortsat er over centralbankens målsætning om at holde den under to procent.
Trump forstår ikke, hvorfor de øvrige medlemmer af centralbankens bestyrelse ikke har sat Powell på plads, skriver han.
- Jeg forstår til fulde, at min store kritik af ham, gør det sværere for ham at gøre, hvad han burde gøre - at sænke renten - men jeg har prøvet på alle andre måder.
- Jeg har været flink, jeg har været neutral og jeg har været slem - flink og neutral virkede ikke, skriver Donald Trump.
Trump har i de første fem måneder af sin anden præsidentperiode gentagne gange kritiseret Jerome Powell for ikke at sænke renten. Trump har også kritiseret flere af centralbankchefens vurderinger.
Powell har blandt andet nævnt, at Donald Trumps indførsel af importtold på udenlandske varer vil øge risikoen for højere arbejdsløshed i USA og sandsynligvis forårsage højere inflation og langsommere vækst.
Trumps kritik af Powell har skabt bekymring om centralbankens uafhængighed og har rystet investorer.
/ritzau/