Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/03/2023 - 10:00

Efter orkanstorm: Sådan får du styr på dine forsikringer

Skader fra voldsomt vejr kan være dyre. Derfor anbefaler forsikringsekspert og forbrugerøkonom, at du sikrer dig, at din forsikringsdækning er tilstrækkelig.

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus

Ekstremt vejr er ikke forbeholdt udlandet. Det rammer også Danmark og forårsager skader, som kan være dyre at udbedre. Du bør derfor sikre dig, at du har en god forsikring, der dækker dit behov, hvis skaden skulle ske.

Senest blæste stormen Otto ind over Danmark. Det viste sig, at den ikke var helt så voldsom som frygtet, men dagen efter stormen fik forsikringsselskaberne alligevel over 1000 skadesanmeldelser.

Den gode nyhed er, at de fleste skader fra voldsomt vejr som storm og skybrud typisk vil være dækket af din forsikring. Det forklarer forsikringsekspert i Forsikringsoplysningen Anne Garde Slothuus.

- Men det er klart, at hvis det ikke har blæst mindst 17,2 meter i sekundet, der er forsikringsselskabernes definition på en storm, så dækker forsikringen som udgangspunkt ikke, siger hun.

- Det samme gælder, hvis der ikke er faldet den mængde nedbør, der skal til for at kategorisere uvejret som skybrud.

Hun råder til, at du kontakter dit forsikringsselskab og spørger, hvad, hvornår og hvordan forsikringen dækker.

Det samme gælder for dine andre forsikringer til for eksempel bil og sommerhus.

Du kan ved samme lejlighed også spørge, hvilke udvidelser forsikringsselskabet tilbyder, og spørge ind til, om der er nogle af dem, som kan give mening for dig at tilkøbe.

- Det er svært at svare på, om det kan betale sig at tilkøbe yderligere dækning. For det handler i bund og grund om, hvor risikovillig man selv er, siger Anne Garde Slothuus.

Hvis din bolig har fået en skade på grund af vejret, kan du slå din adresse op på hjemmesiden forsikringsvejret.dk og se, om vejret har været så voldsomt, at du kan få erstatning fra din forsikring.

Husk også, at du selv har et ansvar for at vedligeholde din bolig korrekt, så den er sikret mod vejrskader. Ellers risikerer du nemlig, at forsikringen ikke dækker.

Forbrugerøkonom i Nordea Ida Marie Moesby understreger vigtigheden i, at du selv har styr på, at forsikringen dækker, som den skal.

- Det er min klare anbefaling, at man især som boligejer sikrer sig, at man har tilstrækkelig dækning. Ellers risikerer man at sidde med en uoverskuelig høj udgift, siger hun og tilføjer:

- Man kan med fordel kontakte sit forsikringsselskab og spørge direkte ind til, hvordan man er dækket mod voldsomt vejr i forskellige situationer, siger Ida Marie Moesby.

Og når du alligevel er ved at undersøge dine forsikringer, kan du med fordel også kigge på, om du kan spare penge enten ved at ændre på dine forsikringer eller vælge et andet forsikringsselskab.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek