Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/06/2026 - 20:51

Hedebølge i Europa giver alkoholforbud og skovbrand

I både Frankrig og Tyskland advares der om høje temperaturer, mens Grækenland er ramt af skovbrand.

Af: /ritzau/

Flere europæiske lande er ramt af en voldsom hedebølge og høje temperaturer.

Det gælder blandt andet Frankrig, hvor det meteorologiske institut Meteo France har udsendt sit højeste hedebølgevarsel i mere end en tredjedel af landet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Søndag ventes temperaturer på mellem 39 og 40 grader i det sydvestlige Frankrig, Paris og Bourgogne. Lokalt kan temperaturen nå op på 41 grader.

Hedebølgen i Frankrig falder sammen med musikfestivalen Fête de la Musique, der søndag afholdes over hele landet.

Som følge af varmen har franske myndigheder indført et forbud mod at indtage alkohol på offentlige steder søndag i de 35 regioner, hvor der er udsendt det højeste hedebølgevarsel.

Det gælder blandt andet i Paris.

- Kombinationen af alkohol, varme og adgangen til vand - det er tre risikofaktorer, som ikke passer godt sammen, siger viceborgmester i Paris, Emmanuel Grégoire, ifølge nyhedsbureauet AFP.

I Tyskland er der ligeledes udsendt advarsler om varmt vejr i det meste af landet.

Her nærmer temperaturerne sig 38 grader, og ifølge den tyske vejrtjeneste DWD kan kombinationen af varme og fugtighed udløse et voldsomt tordenvejr.

På den græske ø Evia er der lørdag udbrudt en omfattende skovbrand.

Græske myndigheder har udsendt et nødvarsel i byerne Mesochoria og Raptei, og beboere opfordres til at evakuere.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek