Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Teheran, 04/04/2026 - 09:08

Iran henretter to mænd med tråde til eksilgruppe

En række mænd med forbindelse til Folkets Mujahedin er den seneste uge blevet henrettet i Iran.

Sebastien Dupuy/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Iran har lørdag henrettet to mænd, som er blevet dømt for at have forbindelse til en oppositionsgruppe og for at have udført væbnede angreb.

Det oplyser organisationen Folkets Mujahedin ifølge Reuters.

De to mænd havde forbindelse til organisationen, som er stemplet som en terrororganisation i Iran.

Mændene blev anholdt i januar 2024 og senere idømt dødsstraffe. Deres domme blev endeligt stadfæstet i december 2025.

Det iranske retsvæsens nyhedsmedie Mizan Online bekræfter ifølge nyhedsbureauet AFP henrettelserne på sin hjemmeside.

- Abolhassan Montazer og Vahid Beniamerian blev hængt efter rettergang, og deres domme blev stadfæstet af højesteret, skriver Mizan Online.

Mændene blev kendt skyldige i forsøg på oprør ved at medvirke til terror og i at udføre sabotage med det formål at vælte det iranske styre. Derudover blev de dømt for at være medlemmer af Folkets Mujahedin.

Folkets Mujahedin siger i en udtalelse, at det iranske styre "forsøger at skjule sine svagheder ved at henrette politiske fanger, især Folkets Mujahedins medlemmer og støtter".

Tidligere på ugen - mandag og tirsdag - blev i alt fire andre mænd henrettet i Iran. De havde også forbindelse til Folkets Mujahedin.

Ud over deres tilhørsforhold til gruppen blev de ligesom de to, der er blevet henrettet lørdag, dømt for at have begået terror og sabotage for at vælte det iranske præstestyre.

Folkets Mujahedin var i opposition til shahen, som havde magten i Iran indtil den islamiske revolution i 1979, hvor det nuværende præstestyre blev indført.

I første omgang støttede bevægelsen revolutionen, men i 1980'erne opstod der uenighed mellem Folkets Mujahedin og det islamiske styres øverste ledelse, og bevægelsen har siden været i eksil.

Henrettelserne finder sted, mens Iran er i krig mod Israel og USA. Krigen begyndte med israelske og amerikanske angreb på Iran 28. februar.

Både USA's præsident, Donald Trump, og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har i tiden op til og under krigen opfordret iranere, der er imod præstestyret, til at forsøge at vælte styret.

Tusindvis gik på gaden i protest mod styret i december og januar, hvilket fik de iranske myndigheder til at lukke for internettet og slå hårdt ned på demonstranterne.

Flere tusinde blev dræbt, men præcist hvor mange er uklart.

Iran er det land i verden, der henretter næstflest mennesker hvert år. Kun Kina udfører flere henrettelser.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek