Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/04/2025 - 06:00

Regeringen vil forbyde spredning af deepfake-videoer på nettet

Lovgivningen skal opdateres, så den rummer forbud mod at sprede deepfake-indhold på nettet, mener regeringen.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Teknologien har overhalet lovgivningen.

Mulighederne for at skade både demokratiet, den offentlige samtale og enkeltpersoners egen identitet med deepfake-videoer kan ikke imødekommes inden for den nuværende lovgivning.

Det er opdraget for regeringen, der nu vil forsøge at forbyde spredning af deepfake-indhold, fortæller kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

- Derfor vil vi bruge ophavsretsloven til at indføre en bestemmelse, hvor man har ret til egen krop, stemme, ansigtstræk og billede, siger han.

Regeringen vil indkalde til forhandlinger om ændringer i ophavsretsloven, således at man kan forbyde spredning af manipuleret indhold som deepfake-videoer og AI-generet indhold, hvis de portrætterer en person, der ikke har givet samtykke til det.

Loven skal dermed moderniseres, så den tager højde for de nyankomne, falske videoer, der på kort tid har spredt sig over internettet, og som kan udgøre identitetstyveri.

Deepfake-videoer er et begreb for videoer, der er fremstillet med kunstig intelligens. På kort tid er teknologien blevet så moden, at de falske videoer kan være svære at skelne fra rigtige.

Dermed kan man få kendte personer som eventuelt politikere til at sige ting, de ikke mener. Det kan destabilisere demokratier, frygter Jakob Engel Schmidt.

Kulturministeren ser for sig, at teknologien bliver så god, at der hurtigt kan spredes videoer af eksempelvis statsministeren, der melder Danmark ud af Nato.

- Lovgivningen her handler i første omgang om at beskytte demokratiet og sørge for, at det ikke er muligt at sprede deepfake-videoer, hvor mennesker siger noget, de ikke kunne drømme om at sige i virkeligheden, siger han.

Også civile borgere skal beskyttes bedre af det nye forslag.

Konkret vil lovforslaget lægge sig under EU’s rammelovgivning og give Danmark mulighed for at pålægge tech-giganterne at fjerne deepfake-indhold.

- Hvis man oplever som menneske, at nogen laver en deepfake-video af en, og man ikke har givet lov til det, kan loven sikre, at tech-giganterne skal pille videoerne ned igen, siger Jakob Engel-Schmidt.

Når det kommer til satirisk brug af deepfake og AI, vil kulturministeren stadig holde det lovligt – på betingelse af, at det er tydeligt.

Spørgsmål: Men hvordan skal det vurderes, hvad der er tydelig og god satire?

- Det er altid et spørgsmål for domstolene, hvis man er i tvivl, men det er kendetegnet ved, at alle kan se, at det er for sjov.

Jakob Engel-Schmidt afviser samtidig, at forbuddet kan være en knægtelse af ytringsfriheden.

- Det er at beskytte den offentlige samtale, siger han og påpeger, at det aldrig har været lovligt at stjæle andres identitet.

/ritzau/

København, 25/04/2025 - 16:00

Eurovision tillader EU-flag og palæstinensiske flag blandt publikum

Leonhard Foeger/Reuters

Eurovision tillader flere flag blandt publikum. Dansk deltager må lade færøsk flag blive hjemme.

Tilskuerne til årets Eurovision i Schweiz må gerne vise blandt andet palæstinensiske flag, EU-flag og regnbueflag, når konkurrencen løber over skærmen til maj.

Det fremgår af showets nye flagpolitik, som DR har set.

Sidste år måtte man kun flage med de deltagende landes flag og regnbueflag.

Men deltagerne får ikke de samme rammer, som publikum i salen gør.

Det betyder ifølge DR, at den danske Grand Prix-deltager Sissal, som kommer fra Færøerne, ikke må flage med det færøske flag.

Den danske delegation må kun bruge Dannebrog.

I et skriftligt svar til DR siger DR's programansvarlige for Eurovision, Erik Struve Hansen, at man overholder reglerne.

- Det betyder, at der kan være side-effekter, som her, hvor det ikke er muligt for os at vifte med et færøsk flag sammen med Dannebrog. Det må vi så overlade til fansene i salen – og så giver vi den gas med Dannebrog, siger han.

Mediet ESC Extra skrev efter konkurrencen i 2024, som blev afholdt i Sverige, at flagpolitikken var blevet håndhævet strengere end sædvanligt

Det skyldtes de øgede geopolitiske spændinger, lød det dengang. Op til sidste års show var Israels deltagelse til heftig debat.

Af den nye flagpolitik fremgår det ifølge DR, at politiske budskaber skal undgås, men at værtslandet Schweiz sætter høj værdi i ytringsfrihed.

Publikum må derfor tage alle flag med, som ikke strider imod schweizisk lov.

Til DR siger Sissal, at det ikke er noget, som fylder meget for hende. Men hvis hun selv havde kunnet bestemme, ville hun gerne have haft både det færøske og det danske flag med.

Den danske deltager Sissal optræder med sangen "Hallucination". Hun skal synge for en finaleplads i programmets anden semifinale 15. maj.

Kvalificerer hun sig til finalen, skal hun på scenen igen 17. maj.

Danmark har ikke været med i finalen siden 2019.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 25/04/2025 - 15:54

Kong Frederik tager til kaffemik og besøger flyveplads i Grønland

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kong Frederik besøger i næste uge Grønland. Han flyver til Grønland sammen med grønlands regeringschef.

Når kong Frederik i den kommende uge besøger Grønland, vil borgerne i Nuuk tirsdag få mulighed for at møde kongen til en kaffemik i kulturhuset Kutuaq.

Det fremgår af programmet for turen, som kongehuset fredag har offentliggjort.

Kongen skal også besøge Grønlands Universitet og afsted med Sirius-patruljen.

Kong Frederik modtager mandag den nye formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, på Amalienborg.

Herefter sætter de to sammen kursen mod Grønland, hvor de ventes at ankomme mandag aften.

Tirsdagen starter for kong Frederik med et besøg i bygden Kapisillit, der ligger 75 kilometer fra Nuuk og har 50 indbyggere, hvorefter han deltager i en kaffemik i Nuuk og herefter videre på en vandretur.

Programmet slutter tirsdag med en middag i Hans Egedes Hus i Nuuk, hvor den grønlandske regeringschef er vært.

Onsdagen besøger kongen Grønlands Universitet og senere et besøg på Station Nord, som er den nordligst bemandede flyveplads i Grønland. Den bruges af Sirius-patruljen.

På sidstnævnte besøg er forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) også med. Det nærmere program for den del af turen fremgår ikke af kongehusets udmelding.

Ifølge kongehusets kalender er kongen også i Grønland torsdag og fredag. Af programmet for turen fremgår det, at kong Frederik tager afsted med Sirius-patruljen de to dage.

Kong Frederik var sidst i Grønland i slutningen af juni 2024. Dengang var dronning Mary også med.

Den nye tur kommer efter flere måneders uro omkring Grønland og den amerikanske præsident, Donald Trumps, interesse for at få kontrol med Grønland.

I slutningen af marts understregede kongen sin kærlighed til Grønland.

- Der skal ikke herske tvivl om min kærlighed til Grønland, og min forbundethed til det grønlandske folk er intakt, sagde han dengang til TV 2.

Så sent som torsdag gentog den amerikanske præsident, Donald Trump, at Grønland er vigtig for international sikkerhed.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 25/04/2025 - 06:00

FAKTA: Overskydende skat siden 2019

* Tallene viser samlet udbetalt beløb, antal borgere, der skal have penge tilbage, samt gennemsnitligt beløb.

* 2024: 25,4 milliarder kroner, 3,8 millioner borgere, 6621 kroner.

* 2023: 25,7 milliarder kroner, 3,9 millioner borgere, 6585 kroner.

* 2022: 25,5 milliarder kroner, 3,8 millioner borgere, 6600 kroner.

* 2021: 19,9 milliarder kroner, 3,7 millioner borgere, 5435 kroner.

* 2020: 19,5 milliarder kroner, 3,6 millioner borgere, 5422 kroner.

* 2019: 17,4 milliarder kroner, 3,4 millioner borgere, 5179 kroner.

Kilde: Skattestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 25/04/2025 - 06:00

Millioner af danskere får skat tilbage: Derfor betaler vi for meget

Frank May/Ritzau Scanpix

Mange danskere betaler bevidst eller ubevidst for meget i skat. De seneste tre år har den samlede overskydende skat været på over 25 milliarder kroner.

Inden længe får 3,8 millioner danske skatteydere udbetalt i alt 25,4 milliarder kroner i overskydende skat.

Når årsopgørelsen lander hvert år i marts, sidder titusinder i kø til selvbetjening på skat.dk for at se det endelige resultat.

Som regel skal størstedelen af skatteyderne have penge tilbage. Og det er ikke helt tilfældigt, fortæller chefkonsulent i revisionsfirmaet BDO Henning Boye Hansen:

- Danskerne er vilde med at få deres egne penge tilbage på den måde. For mig er det også et tegn på, hvor sund privatøkonomien er i de danske familier, der ikke mangler pengene i det daglige.

Også skatteminister Rasmus Stoklund (S) vurderer, at mange danskere foretrækker at være på den sikre side og betale lidt for meget i skat.

- Men det bedste vil nok være, hvis man har nogenlunde styr på sin forskudsopgørelse og hverken betaler for meget eller for lidt i skat, så man får en korrekt udbetaling af de penge, man skal bruge i løbet af året, siger han.

De seneste år er det samlede beløb, der betales tilbage i overskydende skat, steget meget.

I 2021 blev der udbetalt 19,9 milliarder kroner. Det beløb steg til over 25 milliarder kroner i 2022 og er ikke faldet siden.

Henning Boye Hansen fortæller, at skattesystemet er konstrueret på en måde, der som udgangspunkt udløser overskydende skat.

Det er en del af forklaringen på, hvorfor så mange danskere får penge tilbage.

- Når vi får vores trækprocent med forskudsopgørelsen i november hvert år, runder systemet automatisk op til nærmeste hele krone, siger han.

- Hvis trækprocenten er 36,1, bliver den rundet op til 37. Det betyder, at vi alle bliver trukket lidt for meget i skat hver måned, siger han.

Men derudover vælger mange selv at betale ekstra i skat for at undgå restskat.

- Der vil være nogle, som venter med at indtaste fradrag, så de i løbet af året tvinger sig selv til at betale mere i skat, siger han.

- En anden metode, jeg kender flere, der gør brug af, er at få lønkontoret på arbejdspladsen til at sætte trækprocenten op fra for eksempel 37 til 39 procent.

Ifølge Henning Boye Hansen er det egentlig en effektiv måde at spare penge op på.

- Jeg tror, mange danskere gør det med udgangspunkt i ordsproget ude af øje, ude af sind, siger han.

- Hvis pengene i stedet løbende kom ind på lønkontoen, ville fristelsen for at bruge dem på noget andet også være større.

De seneste år er der i gennemsnit blevet udbetalt mellem 6000 og 7000 kroner i overskydende skat.

- Det er jo ikke en formue, men er man to, har man lidt ekstra penge til sommerferien, når pengene udbetales i april, siger Henning Boye Hansen.

Det er dog ikke altid en god idé at betale for meget i skat. Det er ofte bedre at prioritere at få betalt en eventuel dyr gæld med høj rente.

- Har man kviklån eller andre dyre lån, er det klart, at det er en dårlig idé at betale for meget i skat, hvis alternativet er, at man kan afdrage gælden hurtigere ved at få pengene udbetalt, siger han.

Også privatøkonom i Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer vurderer, at det som regel giver mest mening at betale gæld af hurtigere.

- De renteudgifter, man sparer på den måde, er jo et sikkert afkast - altså en økonomisk gevinst, siger han.

- Har man ikke gæld, kan man afhængig af beløbets størrelse overveje at lægge pengene til side som en økonomisk buffer eller forsøde tilværelsen en smule med restaurantbesøg, wellness eller oplevelser.

Hans overordnede anbefaling er dog, at man skal stræbe efter at betale en så korrekt skat som muligt.

Overskydende skat udbetales i år fra 25. april.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek