Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 26/08/2026 - 03:33

Kilder: Ambassade-ansatte fra USA vender tilbage til Mellemøsten

Ifølge unavngivne kilder vil ansatte fra USA måske allerede denne uge vende tilbage til poster i Mellemøsten.

-/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

USA vil begynde at sende personale tilbage til nogle af landets diplomatiske missioner i Mellemøsten, hvorfra medarbejdere er blevet evakueret på grund af konflikten med Iran.

Det siger to unavngivne kilder med kendskab til sagen til nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge kilderne er der blandt andet tale om diplomatiske poster i Libanon, Israel, Saudi-Arabien og Iraks hovedstad, Bagdad, som medarbejderne vil vende tilbage til.

I Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, vil også familiemedlemmer til ansatte få lov til at vende retur, lyder det.

En sådan beslutning fra USA's side vil ifølge Reuters kunne ses som et tegn på, at landet ser en lavere risiko for, at konflikten med Iran på kort sigt eskalerer.

Nogle af USA's ambassader i Mellemøsten vil ifølge meldingerne fortsat have begrænset bemanding. Ifølge kilderne vil de i første omgang højst have 85 procent af den godkendte bemanding.

De unavngivne kilder siger, at de første medarbejdere muligvis vil vende tilbage til Mellemøsten i løbet af denne uge.

En talsperson for USA's udenrigsministerium skriver i et svar til Reuters, at ministeriet løbende vurderer sikkerhedssituationen på sine diplomatiske missioner verden over.

- På baggrund af vores seneste vurdering justerer vi bemandingen på visse missioner i Mellemøsten for at sikre, at vi fortsat kan fremme USA's udenrigspolitiske mål, samtidig med at vi beskytter vores medarbejderes sikkerhed.

USA trak ansatte hjem fra ambassader på tværs af Mellemøsten, efter at amerikansk-israelske angreb på Iran begyndte 28. februar.

Nogle ambassader i blandt andet Saudi-Arabien og Kuwait blev mål for angreb fra Iran. Det betød, at ambassaden i Kuwait midlertidigt lukkede.

Siden er kampene aftaget, selv om en amerikansk flådeblokade af iranske havne fortsætter.

Hormuzstrædet, som er en vigtig transportrute i regionen, er stadig lukket, mens de diplomatiske bestræbelser på at få afsluttet krigen er gået i stå.

Mediet Axios skrev sent tirsdag på baggrund af en unavngiven amerikansk embedsmand og en anden kilde med kendskab til sagen, at USA's udenrigsminister, Marco Rubio, de seneste dage har udtalt sig om sagen til flere udenrigsministre fra allierede lande.

Her har det ifølge kilderne lydt, at USA "for nuværende" ikke regner med at udføre nye angreb mod Iran.

USA vil i stedet fokusere på at lægge andre former for pres på landet, lyder meldingen.

RITZAU

TjekDet - faktatjek