Aarhus, 06/03/2026 - 15:34
21-årig sigtet for at ville dræbe 19-årig på letbanestation
En 19-årig mand blev skubbet ud foran letbanetog på stationen i Mørke. Politiet anser det som drabsforsøg.
Af: /ritzau/
Østjyllands Politi har fredag eftermiddag anholdt en 21-årig mand og sigtet ham for drabsforsøg, i forbindelse med at en 19-årig mand blev skubbet ud på skinnerne på letbanestationen i Mørke nord for Aarhus.
Det oplyser politiet på Politi Update.
Der er tale om en mand fra lokalområdet, som blev anholdt på sin bopæl fredag klokken 14.07. Det skete ifølge politiet på baggrund af flere henvendelser fra offentligheden.
Tidligere fredag var politiet ude og opfordre gerningsmanden til at melde sig selv. I den forbindelse truede politiet med at offentliggøre videoovervågningsbilleder fra gerningsstedet, som angiveligt viste manden.
Episoden på letbanestationen fandt sted onsdag aften umiddelbart før klokken 19.26. Her blev en 19-årig mand skubbet i ryggen, så han faldt ned på togskinnerne, mens letbanetoget var på vej til perron.
Manden nåede at kravle i sikkerhed.
- Episoden kunne være endt frygteligt galt, hvis ikke den unge mand selv havde været i stand til at komme op, mens lokomotivføreren foretog en kraftig nødopbremsning, sagde politiinspektør Anders Uhrskov torsdag.
Østjyllands Politi oplyser, at det endnu er for tidligt at oplyse nærmere om, hvorvidt den 19-årige og den 21-årige har en relation. Heller ikke motivet kan politiet oplyse nærmere om.
Den anholdte bliver lørdag stillet for en dommer, som skal vurdere, om der er grundlag for varetægtsfængsling, mens politiet efterforsker sagen.
/ritzau/




