Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Viborg, 22/01/2026 - 09:13

Ingen straffesag efter politiets dræbende skud

Familie til 32-årig i Tønder Kommune har klaget til Rigsadvokaten over afgørelse om at stoppe efterforskning.

Af: /ritzau/

Politiet begik ikke noget strafbart, da en mand på 32 år i landsbyen Emmerske i Tønder Kommune blev skudt og dræbt 28. februar sidste år.

Den konklusion er Statsadvokaten i Viborg nået frem til på baggrund af en efterforskning, som Den Uafhængige Politiklagemyndighed har udført.

Statsadvokaten oplyser torsdag til Ritzau, at de pårørende til den 32-årige netop har klaget over afgørelsen til Rigsadvokaten.

Hos Statsadvokaten vil man torsdag morgen ikke sige noget om, hvad efterforskningen af sagen har vist.

Og man ønsker heller ikke at svare på baggrunden for den juridiske afgørelse om, at efterforskningen skal stoppe.

Det regionale medie jv.dk har tidligere berettet, at den 32-årige Bjarne Fleischer Meier havde en kniv, da betjente mødte op hos ham.

Politiet var rykket ud til huset i Emmerske, fordi et lægebesøg i Tønder ifølge faren "var gået skævt".

Den 32-årige var oprevet efter mødet med lægen, har faren oplyst.

/ritzau/


København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek