København, 07/08/2025 - 15:19
Skoleleder indkalder forældre til møde efter skoleskyderi-sag
Ingen havde set det komme, siger skoleleder om mistanke om skoleskyderi-planer.
Af: /ritzau/
Det er dybt tragisk, at tre skoleelever fra Alminde-Viuf Fællesskole i Kolding Kommune er blevet mistænkt for at have planlagt et skoleskyderi mod en anden skole.
Det siger skoleleder Jens Bank fra Alminde-Viuf Fællesskole, hvor de mistænkte elever går.
- Det er kommet som et lyn fra en klar himmel. Der er ikke nogen, der har set, at det her skulle komme. Det kunne lige så godt være sket på en hvilken som helst anden skole i Danmark. Nu var det tilfældigvis vores skole, og det tager jeg selvfølgelig meget alvorligt.
- Jeg tænker rigtig meget på familierne på den anden skole. Der er rigtig mange involveret i det her, siger skolelederen, hvis fokus nu er at skabe tryghed på skolen.
Derfor indkaldes en gruppe af forældre på skolen hurtigst muligt til møde, så de kan stille spørgsmål til sagen og skolens håndtering.
Skolen får også bistand fra kommunens beredskab og får blandt andet hjælp af krisepsykologer.
Ifølge politiet var målet for skoleskyderiet privatskolen Sct. Michaels Skole samt to konkrete personer. Sct. Michaels Skole ligger i Kolding - cirka ti kilometer fra Alminde-Viuf Fællesskole i Almind.
Sct. Michaels Skole i Kolding er ligeledes blevet orienteret om sagen.
Sydøstjyllands Politi har torsdag oplyst, at en 15-årig fra Alminde-Viuf Fællesskole er blevet varetægtsfængslet i sagen, mens to mindreårige er mistænkt, men løsladt igen.
/ritzau/