London, 17/05/2025 - 20:33
Fire iranere løsladt efter terroranklager i Storbritannien
Fire iranere blev i maj anholdt under mistanke for at forberede en terrorhandling. Alle er lørdag løsladt.
Af: /ritzau/
Fire iranere, som i starten af maj blev anholdt under terroranklager, er blevet løsladt.
Det oplyser Londons politi i en pressemeddelelse lørdag.
- De bliver nu løsladt fra varetægtsfængslet, men vores efterforskning er fortsat aktiv og i gang, skriver politiet i pressemeddelelsen.
De fire blev sammen med en femte mand anholdt i London, Swindon og Greater Manchester 3. maj.
Mændene er mellem 29 og 46 år, og de blev anholdt under mistanke for "forberedelse af en terrorhandling".
Det var dog kun de fire personer, som lørdag er blevet løsladt, der blev anholdt under terrorismeloven.
En femte mand blev anholdt under en anden lovgivning, og allerede tidligere på måneden - på en ikke oplyst dato - blev han løsladt mod kaution.
De fem mænd, der alle er iranske statsborgere, blevet sat i forbindelse med "en formodet plan målrettet en specifik ejendom", lød det tidligere på måneden.
I pressemeddelelsen fra politiet lørdag, understreges det, at myndighederne stadig arbejder "tæt sammen" med de lokationer, der blev identificeret som målene for de formodede terrorhandlinger.
- Dette har været og er fortsat en meget kompleks efterforskningen, og vi vil ikke tøve med at tage yderligere skridt, hvis vi mener, at der er nogen overhængende trussel mod offentligheden, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Som en del af efterforskningen vil betjente desuden fortsætte med at udføre ransagninger af flere adresser i områder i Greater Manchester, London, Swindon og High Wycombe, oplyses det.
Det er endnu ikke kendt, hvilken ejendom eller område der skal have været målet for de formodede "terrorforbrydelser".
/ritzau/