København, 25/06/2026 - 18:15
Overgravet kabel giver togforsinkelser på Sjælland
Tidligt torsdag aften giver et kabelbrud udfordringer for togtrafikken, særligt mellem Sorø og Slagelse.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et kabel er blevet overgravet, og det skaber torsdag kort før klokken 18 "store forsinkelser" i togtrafikken mellem Sorø og Slagelse.
Det skriver Banedanmark på X.
- Det påvirker også togtrafikken mellem landsdelene. Vi arbejder på højtryk for at udbedre skaden, skriver Banedanmark.
Det betyder aktuelt op til en times længere rejsetid mellem Ringsted og Odense, skriver DSB på sin hjemmeside.
Tidligere lød det fra DSB, at Banedanmark tidligst forventede at køre normalt fra klokken 20, men det er erstattet af en ny melding.
- Banedanmark arbejder på at rette fejlen, men arbejdet med at rette fejlen trækker desværre ud, og Banedanmark kan ikke give en prognose for, hvornår vi igen kan køre efter planen, lyder det kort efter klokken 18.
Det overgravede kabel gør, at der er fejl på signalerne ved Sorø.
Desuden kan togene kun køre i det ene spor på strækningen på grund af et i forvejen planlagt sporarbejde, skriver DSB.
/ritzau/




