Washington D.C., 26/04/2026 - 03:36
Trump efter skyderi til pressemiddag: Gerningsperson er anholdt
USA's præsident blev hurtigt evakueret efter skyderi ved korrespondentmiddag i Washington D.C.
Af: /ritzau/
En gerningsperson er blevet anholdt efter et skyderi ved den årlige korrespondentmiddag i Washington D.C.
Det skriver USA's præsident, Donald Trump, på sit sociale medie, Truth Social.
- Det har været en begivenhedsrig aften i Washington D.C. Secret Service og politiet har gjort et fantastisk stykke arbejde. De handlede hurtigt og modigt. Skytten er blevet anholdt, skriver Trump.
Præsidenten opfordrer til, at korrespondentmiddagen genoptages trods skyderiet. Han vil dog fuldt ud respektere politiets anbefalinger, skriver han.
- De vil træffe en beslutning inden for kort tid. Uanset den beslutning vil aftenen blive meget anderledes end planlagt, og vi bliver simpelthen nødt til at gøre det om, lyder det fra Trump.
Flere høje brag blev hørt til korrespondentmiddagen, og gæsterne søgte skjul under bordene.
Donald Trump, førstedame Melania Trump og flere medlemmer af Trump-administrationen blev hurtigt evakueret fra stedet af sikkerhedstjenesten Secret Service.
Ifølge Secret Service er både præsidenten og førstedamen i sikkerhed, skriver nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/




