Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/07/2026 - 08:54

Sigtelser droppes mod yngre kvinder i sag om drab ved landejendom

To 19-årige kvinder er ikke længere mistænkte i en sag, hvor 68-årig blev fundet død i sit hjem i Sydjylland.

Af: /ritzau/

Politiet opgiver sigtelserne mod to yngre kvinder i en sag om en 68-årig erhvervsmand, der blev fundet død i sit hjem i Taps ved Christiansfeld syd for Kolding 2. marts.

Det bekræfter Sydøstjyllands Politi og kvindernes forsvarsadvokater over for JydskeVestkysten.

Manden blev ifølge politiet stukket med kniv i halsen og derudover udsat for vold, så han brækkede sine ribben.

Samlet seks personer blev anholdt i sagen 7. marts.

Dagen efter blev de fremstillet i et grundlovsforhør, hvor de nægtede sig skyldige.

Dommeren fandt alene grundlag for at varetægtsfængsle to mænd på 25 og 35 år.

Fængslingen blev desuden opretholdt i tre døgn for tre af de andre anholdte, nemlig en 19-årig kvinde, en 52-årig kvinde og en 61-årig mand.

En enkelt anholdt - en anden 19-årig kvinde - blev løsladt i grundlovsforhøret.

De fire personer, der ikke blev varetægtsfængslet, var fortsat sigtet, men for de to yngre kvinders vedkommende er sigtelsen nu altså droppet.

- Sigtelserne er frafaldet på baggrund af den hidtidige efterforskning og en samlet vurdering af sagens beviser, skriver vicepolitiinspektør Carsten Vester fra Sydøstjyllands Politi i en skriftlig kommentar til JydskeVestkysten.

Det er politiets vurdering, at den videre efterforskning ikke vil føre til, at der kan rejses tiltale mod de to kvinder.

RITZAU

TjekDet - faktatjek