Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Oslo, 27/02/2026 - 09:06

Norsk politi beder om forlængelse af Marius Borg Høibys fængsling

Ifølge anklager vil fængsling af norsk kronprinsessesøn blive forlænget automatisk, når den udløber 2. marts.

Af: /ritzau/

Norsk politi har anmodet om, at varetægtsfængslingen af den norske kronprinsessesøn Marius Borg Høiby bliver forlænget.

Det skriver den norske avis VG fredag morgen.

Anklager Andreas Kruszewski oplyser samtidig til avisen, at fængslingen forlænges automatisk, når den udløber.

29-årige Marius Borg Høiby blev varetægtsfængslet 2. februar i foreløbigt fire uger. Fængslingen udløber altså 2. marts.

Han blev fængslet, dagen inden at en retssag med 38 forhold - herunder anklager om voldtægt og vold - mod ham skulle begynde i Oslo.

Baggrunden for varetægtsfængslingen var nye anklager om vold, trusler og overtrædelse af et tilhold.

Retssagen mod Marius Borg Høiby fortsætter fredag.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek