Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/12/2025 - 13:34

SF giver sig og siger ja til penge fra erhvervsklub

I kampen mod andre partier føler SF sig nu nødsaget til at tage imod penge fra en erhvervsklub.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

SF vil nu for første gang i partiets historie modtage penge fra en erhvervsklub.

Det siger SF's næstformand, Benjamin Bilde Boelsmand.

Der er tale om den nystiftede forening Rød-Grøn Erhvervsklub, der har tidligere folketingsmedlem for SF Pernille Vigsø Bagge som medstifter og bestyrelsesmedlem.

SF har ellers ved flere lejligheder været kritiske over for netop erhvervsklubber, fordi partiet mener, at det er problematisk, hvis erhvervsklubber økonomisk kan påvirke politikere.

- Principielt er det problematisk, at man kan købe sig til politisk adgang og politiske snakke, sagde EU-parlamentariker Kira Marie Peter-Hansen (SF) eksempelvis til Altinget i et interview fra 2021.

Men SF har brug for økonomisk støtte i konkurrencen mod andre partier, lyder meldingen nu.

- Der er ingen tvivl om, at vi havde ønsket, at vi ikke havde en verden, hvor vi følte, at det var nødvendigt at gøre det her. Det ville da være klart at foretrække, at de andre partier ikke havde erhvervsklubber, og konkurrencen i politik ikke var sådan, at vi følte os nødsaget til at gøre det her, siger næstformanden.

Spørgsmål: Er det ikke lidt nemt at give de andre skylden?

- Det er jo et spørgsmål om de mængder af penge, der er i det. På et eller andet tidspunkt bliver man som parti, der har visioner om at ændre samfundet, også nødt til at spille efter de regler, som de andre spiller efter, siger Benjamin Bilde Boelsmand.

SF vil stadig være "kritiske over for penge i politik", tilføjer han. Han understreger desuden, at "ingen af foreningens medlemmer kan forvente at få særadgang til SF, partiets politikere eller partiets politik".

I dag er det tilladt for enhver at bidrage til danske politiske partier. Men partierne skal offentliggøre navnene på de personer eller organisationer, der donerer for mere end 24.500 kroner.

Det omgås af nogle partier ved, at der oprettes såkaldte erhvervsklubber, eller pengeklubber, som privatpersoner kan donere penge til. Disse penge kan erhvervsklubberne ifølge reglerne sende videre til partierne uden at oplyse, hvem deres medlemmer er.

- Nu er forskellen blevet så stor, at vi er nødt til at spille på den samme bane som de andre partier, siger Benjamin Bilde Boelsmand.

Han kan ikke svare på, hvor meget en økonomisk støtte fra en erhvervsklub vil give mere i SF's partikasse.

- Det er vores klare opfattelse, at det er markant mindre, end hvad Venstre, De Konservative og Socialdemokratiet fik fra deres erhvervsklubber ved seneste folketingsvalg, siger næstformanden.

/ritzau/

København, 12/12/2025 - 16:21

Valdes jul-stjerne: Julekalender har gjort mig mere moden

Julius Stage Melchiorsen, der spiller Anker i "Valdes jul - vintermiraklet", vil gøre skuespillet til sin levevej efter sine erfaringer med julekalenderen.

At være med i en julekalender kan lyde som den reneste form for julehygge.

Men for det unge skuespillertalent Julius Stage Melchiorsen, der spiller Anker i "Valdes jul - vintermiraklet", har det været hårdt og krævende arbejde.

- Du har et meget stort ansvar. Der står 50 folk bag kameraet og forventer, at du gør dit arbejde og kan alle dine ting, fortæller Julius Stage Melchiorsen.

Det store ansvar har været med til at skubbe den 16-årige skuespiller, der til daglig går i gymnasiet, i en ny retning.

- Jeg tror, det har udviklet mig. Også i forhold til min modenhed og til at kunne navigere rundt i forskellige ting, siger Julius Stage Melchiorsen og fortsætter:

- Jeg tror, det har åbnet nogle veje, som jeg ikke ville gå før. Som det er lige nu, kunne jeg godt tænke mig at være skuespiller og fortsætte den vej, som jeg er på, uddyber han.

Julekalendere har været en fast del af julen for den unge skuespiller, og selv at være med i en er lidt af en drøm, der er gået i opfyldelse.

- Jeg har altid set julekalendere, så at komme med ind i et univers, som man er med til at skabe, har virkelig betydet meget for mig, fortæller Julius Stage Melchiorsen, der tidligere har medvirket i DR's dokudramaserie "Grundtvig" om den kendte danske præst, salmedigter og politiker N.F.S. Grundtvig og i filmen "Krummerne - det er svært at være 11 år".

Julius Stage Melchiorsens karakter, Anker, får i "Valdes jul - vintermiraklet" ideen til at åbne en bod, der sælger pebernødder - et projekt, som han går all in på.

Julius Stage Melchiorsen har personligt også en hang til at kaste sig hovedkuls ud i nye projekter, selv om erfaringen ikke er den store.

- Jeg har en mountainbike derhjemme, som jeg så skilte ad og samlede igen. Jeg vidste lidt om det, men ikke, hvordan man rigtig gjorde. Det er bare at kaste sig ud i det.

Mountainbikeprojektet gik dog heldigvis, som det skulle.

- Cyklen kører rigtig fint og er ikke brast sammen, siger skuespilleren med et grin.

Julekalenderen kan ses på TV 2 hver aften, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 12/12/2025 - 13:31

Den københavnske musikfestival AiaSound går konkurs

Efter fem år med AiaSound på Tiøren lukker festivalen i 2026 og er gået konkurs, skriver Ekstra Bladet.

Den københavnske musikfestival AiaSound kommer ikke til at være en del af den danske musiksommer i 2026.

Fredag har festivalen indgivet konkursbegæring. Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af en pressemeddelelse fra AiaSound.

I sommer lagde internationale musiknavne som Wizkid og Skepta samt danske navne som Sivas, Mas og Icekiid vejen forbi Tiøren på Amager, hvor festivalen har hørt til.

Festivalen skriver selv på Facebook, at der er tale om et "pusterum".

- Vi har besluttet at lade græsset gro og give Tiøren - og os selv - et pusterum og en pause. Ikke fordi lysten mangler, men fordi det er det rigtige at gøre.

- Og efter fem år med hårdt arbejde, store ambitioner, modgang, medgang og alt derimellem, må vi være ærlige. Lige nu kræver det mere, end vi kan give, lyder det fra AiaSound.

Om lukningen bliver et permanent farvel "må tiden vise", lyder det videre.

AiaSound så for første gang dagens lys i 2021.

Dengang trak festivalen overskrifter for noget mærkværdige billettyper, hvor festivalgæster kunne sikre sig adgang til festivalen på livstid.

Billettypen, der fik navnet NFT-billetter, blev introduceret før 2022-udgaven af AiaSound, hvor kunsterne Tiësto og Tobias Rahim var at finde på plakaten.

Enkelte af de særlige "livstidsbilletter" kostede i omegnen af 30.000 kroner, skrev Politiken.

NFT-billetterne gav ikke bare adgang til festivalen samme år, men også til festivalen alle år fremover.

I 2026 kommer der ingen festival på pladsen på Amager.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 12/12/2025 - 08:00

FAKTA: Forskellige lertyper

* Der findes et væld af forskellige slags ler. Overordnet inddeles de i tre typer: lertøjsler, stentøjsler og porcelænsler.

* Dit valg er ler afhænger blandt andet af, hvor højt ovnen kan brænde.

* Smeltepunktet for lertøjsler er lavt, og det skal derfor ikke brændes ved så høje temperaturer som stentøjsler og porcelænsler, der begge har et højt smeltepunkt.

Kilde: cerama.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 12/12/2025 - 08:00

FAKTA: Hold fokus på processen

* Prøv at slippe dine egne forventninger til, hvordan det færdige resultat af din keramik skal se ud, og tillad dig selv at lege med leret, når du går i gang med at forme det.

* Lav måske en tegning forinden af, hvad du gerne vil lave, men brug den udelukkende som et startskud og ikke som et facit.

* Du kan også sagtens sætte hænderne i leret uden at have nogen som helst idé om, hvad du gerne vil lave. Prøv bare at lade hænderne prøve sig frem.

* Du kan altid klaske leret sammen og prøve igen, hvis du er utilfreds med det, du har formet.

* Men husk også, at kreationer i ler ofte ser håbløse ud helt op til den sidste finish. Nogle gange skal der ikke mere til end at lukke alle de små revner med tommelfingeren og køre en fugtig svamp hen over kanten på koppen, før den pludselig ser flot ud.

Kilde: Pi Bjørg, der er keramiker og forfatter til bogen "Keramik derhjemme - for alle".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek