Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kyiv, 24/08/2026 - 14:27

Zelenskyj på uafhængighedsdag: Vi vil ikke overgive os

Zelenskyj mener ikke, at Rusland vil stoppe sine angreb, hvis Ukraine afgiver hele Donbas-regionen.

Henry Nicholls/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Ukraine ønsker fred, men landet er ikke villigt til bare at overgive sig.

Sådan lyder det fra præsident Volodymyr Zelenskyj i en video på Telegram på landets uafhængighedsdag.

- Ukraine vil absolut have fred, men er ikke klar til at overgive sig, siger han.

Zelenskyj siger videre, at han ikke mener, at Ruslands krav om, at Ukraine afgiver den resterende del af Donbas-regionen, vil være nok til at stoppe Ruslands angreb.

- Alt dette er drevet af en persons maniske drøm om, at Ukraine ikke skal eksistere, siger han med henvisning til Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Rusland har længe krævet, at Ukraine afgiver hele Donbas - altså også de dele, som efter fire et halvt års krig stadig er på ukrainske hænder.

Ukraine har nægtet at trække sig tilbage fra området.

Mandag er det Ukraines uafhængighedsdag. Her fejrer landet, at det er 35 år siden, at det erklærede sig uafhængigt af det daværende Sovjetunionen.

I videoen på Telegram er Zelenskyj iklædt en traditionel ukrainsk skjorte med broderi. Han takker udenlandske ledere for at rejse til den ukrainske hovedstad, Kyiv, for at vise deres støtte.

Mandag er blandt andre den britiske premierminister, Andy Burnham, og EU-præsident Antonio Costa på besøg i Kyiv.

Den britiske regering har sagt, at den vil give forsvarsvirksomheden MBDA lov til at frigive information om komponenter brugt i de fransk-britiske langtrækkende Scalp-missiler.

På den måde kan Ukraine selv producere missilerne.

Det er dog ikke faldet i god jord hos den russiske regering. Her siger talsmand Dmitrij Peskov, at Storbritannien modarbejder fred.

- Storbritannien hælder systematisk og regelmæssigt olie på bålet og lægger systematisk og regelmæssigt planer for at forhindre selv de mindste fremskridt i fredsprocessen, siger han til journalister.

Men Andy Burnham har mandag lovet, at Storbritannien vil fortsætte med at støtte Ukraine.

- På trods af Ruslands uhyrlige trusler mod mit land vil vi fortsætte vores støtte til Ukraines forsvar, siger han.

Søndag var den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), og en gruppe af nordiske og baltiske stats- og regeringsledere på besøg i Ukraine.

RITZAU/Reuters

TjekDet - faktatjek