Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Roskilde, 04/07/2026 - 09:14

To kvinder anmelder voldtægter på Roskilde Festival

To kvinder har anmeldt voldtægter sent fredag og natten til lørdag. En dreng er anholdt i den ene sag.

Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

To kvinder har i løbet af det seneste døgn anmeldt, at de har været udsat for en voldtægt på Roskilde Festival.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten fra festivalen.

Sent fredag aften anmeldte en 19-årig kvinde en voldtægt i et telt til politiet. En 17-årig dreng blev anholdt i sagen.

Han afhøres nu af politiet, lyder det i døgnrapporten.

Senere samme nat anmeldte en 22-årig kvinde, at hun var blevet udsat for en voldtægt på et toilet i nærheden af Orange Scene.

Den formodede gerningsmand skal være en mand, som kvinden havde mødt i en bod kort forinden.

Politiet arbejder lørdag på at fastlægge den pågældende mands identitet.

De to sager om voldtægter er ikke de første anmeldelser om voldtægt, som politiet har modtaget i forbindelse med årets Roskilde Festival.

En 17-årig pige anmeldte mandag, at hun var blevet voldtaget i et telt.

I den sag blev to mænd på henholdsvis 24 og 25 år sigtet tidligere på ugen.

Den 17-årige pige har fortalt, at hun blev udsat for en voldtægt af en mand på cirka 25 år, og at en anden mand også var til stede i teltet.

RITZAU

TjekDet - faktatjek