Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 05/03/2026 - 20:13

Kristi Noem afskediges som sikkerhedsminister i USA

Som minister for indenlandsk sikkerhed har Kristi Noem været ansvarlig for immigrationsmyndigheden ICE.

Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Kristi Noem fjernes fra posten som USA's minister for indenlandsk sikkerhed.

Hun erstattes af den republikanske senator Markwayne Mullin.

Det skriver USA's præsident, Donald Trump, på sit sociale medie, Truth Social.

Markwayne Mullin tiltræder som minister for indenlandsk sikkerhed 31. marts.

- Den nuværende minister, Kristi Noem, som har tjent os godt og opnået adskillige spektakulære resultater (især ved grænsen!), vil nu blive udnævnt til særlig udsending for Amerikas værn (Special Envoy for The Shield of the Americas), skriver Trump.

Som minister for indenlandsk sikkerhed har Kristi Noem blandt andet været ansvarlig for immigrationsmyndigheden ICE.

ICE har de seneste måneder været i fokus i USA og er ofte blevet kritiseret for sin indsats imod og håndtering af ulovlige immigranter i landet.

Kristi Noem flyttes, som Trump nævner, til en stilling som særlig udsending for Amerikas sikkerhed. Selve stillingen er ny og vil først blive præsenteret lørdag, skriver Trump. Han kalder det "et nyt sikkerhedsinitiativ".

/ritzau/

TjekDet - faktatjek