Beijing, 14/07/2025 - 04:46
Kina roser forhold til Rusland under møde i Beijing
Kina og Rusland bør i fællesskab reagere på verdens udfordringer, lyder det fra kinesisk udenrigsminister.
Handout/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Forbindelserne mellem Rusland og Kina er strategisk værdifulde.
Det siger Kinas forsvarsminister, Wang Yi, natten til mandag dansk tid, under et møde med sin russiske modpart, Sergej Lavrov.
- Kina og Rusland har det mest stabile, mest modne og mest strategisk værdifulde forhold, som findes mellem verdens stormagter i dag, sagde Wang Yi ifølge en udtalelse fra Kinas udenrigsministerium til Lavrov under mødet.
- Det nuværende fokus er at gøre det omfattende strategiske samarbejde endnu bedre, fremme begge parters udvikling og modernisering samt i fællesskab reagere på de udfordringer, som kommer med en turbulent og foranderlig verden.
Lavrov er på besøg i Kinas hovedstad, Beijing, efter en rejse til Nordkorea, hvor han blev forsikret om Nordkoreas støtte til Ruslands invasion af Ukraine.
Kina, som er Ruslands diplomatiske og økonomiske allierede, hævder at være neutral i konflikten mellem Rusland og Ukraine.
Landet har dog aldrig fordømt Ruslands invasion af Ukraine i 2022 eller opfordret til tilbagetrækning af russiske soldater, og mange af Ukraines allierede mener, at Kina har ydet støtte til Rusland.
Kina opfordrer regelmæssigt til en afslutning på krigen, samtidig med at det beskylder vestlige lande for at forlænge konflikten ved at bevæbne Ukraine.
De to ministre udvekslede ifølge udtalelsen fra Kina synspunkter om den koreanske halvø - Syd- og Nordkorea - krisen i Ukraine, det iranske atomspørgsmål og andre emner.
I udtalelsen nævnes ikke forbindelserne til USA, som Rusland på forhånd havde sagt, ville være på dagsordenen.
Det russiske udenrigsministerium oplyser, at Lavrov og Wang også drøftede, hvad Lavrov betegner som presserende problemer som krigen i Gaza.
/ritzau/AFP