Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

24/06/2023 - 08:00

Huset i juli: Genopfrisk træværket men pas på solen

Sommervarmen er skøn, når der skal arbejdes på huset. Men solstrålerne kan sætte en kæp i hjulet på dit malerarbejde.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Solrige sommerstråler gør det attraktivt som husejer at få taget hul på vedligeholdelsesprojekter.

Og det kan eksempelvis være at give træværket en omgang maling eller olie eller reparere revner i murværket, lyder det fra ekspert i huseftersyn Henrik Bisp fra Videncentret Bolius.

- Når vi arbejder om sommeren, og det er varmt, skal vi ikke arbejde i direkte sol, forklarer han.

- Hele tørringsprocessen går for stærkt, og så kan vi altså komme ud for, at malingen dermed hærder for hurtigt, og dermed ikke optages i træværket.

Du kan derfor stå efter mange timers sved på panden med et flot, nymalet eller nyolieret træværk, som blot skaller af. Og så må du jo ud i varmen igen og male på ny.

- Det samme gør sig gældende, hvis du arbejder med mørtel. I direkte, stærk sol fordamper fugten hurtigere, og det mister dermed styrken.

For at undgå spildt arbejde foreslår Henrik Bisp, at du arbejder på bagkant af solen.

- Skal du for eksempel arbejde med maling eller mørtel, så start fra nord, og bevæg dig mod sydsiden, som dagen skrider frem. Hermed sikrer du, at du ikke har den bagende sol direkte på.

Og det tip er Uffe Hansen, der er teknisk chef i Flügger, som fremstiller og sælger maling, helt enig i.

- Hvis du kan drible rundt om huset, så du hele tiden er lidt foran eller bag solen, så kan du helt fint male. Det vigtigste er bare, at du ikke påfører det i bagende sol, siger han.

Ifølge Uffe Hansen bør du være varsom med at male i direkte sol ved temperaturer på 20 grader og opefter.

For malingen tørrer rigtigt hurtigt, hvis der er over 20 grader i luften. Og maler du direkte i solen, er overfladetemperaturen noget højere, peger han på.

- Men når malingen først er landet på overfladen, tager det ikke skade af solen, bare malingen har haft tid nok til at flyde ud. Det tager normalt ikke så lang tid.

- Og efterfølgende er sol og varme med til at hærde produktet godt igennem, siger han.

Er der dog så varmt, at du ikke rigtig kan påføre malingen ordentligt og pænt, bør du nok vente til temperaturen er faldet en smule.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek