København, 25/08/2025 - 13:12
Ironman Copenhagen melder udsolgt på rekordtid
3200 pladser til Ironman Copenhagen 2026 er blevet udsolgt på 46 timer.
ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Alle startnumre til Ironman Copenhagen 2026 er revet væk i løbet af 46 timer.
Det er dermed det ironman-løb, der er blevet hurtigst udsolgt i verden i flere årtier.
Det skriver Ironman Copenhagen i en pressemeddelelse.
- Vi har ikke set noget lignende i flere år. At eventet er udsolgt på under to døgn, viser, hvor stærkt Ironman Copenhagen står - ikke bare i Danmark, men også internationalt, siger Jacob Nørgaard, der er landechef for Ironman Danmark.
Tilmeldingen til løbet lukkede i weekenden, da de 3200 startnumre var blevet afsat efter 46 timer.
Til sammenligning tog det 92 dage at sælge alle pladser til dette års udgave.
Og det var ikke kun til løbet i København, at billetsalget gik stærkt.
Ironman 70.3 Elsinore, som er en halv ironman, der afholdes i Helsingør, solgte ud på en måned.
- Det er en fornøjelse at se, hvordan Helsingør fortsat tiltrækker triatleter fra hele verden, siger Jacob Nørgaard.
En ironman er en triatlon, hvor man skal svømme 3,8 kilometer, cykle 180 kilometer og løbe et maraton på 42,2 kilometer.
En halv ironman består således af 1,9 kilometer svømning og 90 kilometer cykling, ligesom man skal løbe et halvmaraton på 21,1 kilometer.
Triatlon er på sit højeste niveau nogensinde i Danmark. I 2025 var mere end 3000 danske atleter tilmeldt et ironman-løb – en stigning på 41 procent i forhold til 2024.
Den stigende interesse kommer især fra den yngre generation, hvor der fra 2024 til 2025 var en stigning på 64 procent blandt deltagere under 34 år.
17. august vandt tyske 24-årige tysker Finn Große-Freese Ironman Copenhagen 2025 og satte i samme ombæring løbsrekord.
Vindertiden lød på 7 timer, 27 minutter og 34 sekunder.
Ironman Copenhagen 2026 afholdes den 16. august.
Den halve ironman i Helsingør afholdes den 12. juni.
/ritzau/