Bruxelles, 25/06/2025 - 10:32
Mette Frederiksen vil have tempo på Nato-mål
Nato-lande vil blive enige om ny femprocents målsætning på topmøde. Nu skal der handling til, siger Mette F.
Af: /ritzau/
Nato-landene bliver på topmødet i Haag enige om at bruge fem procent på forsvar og beredskab.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på vej ind til Nato-topmødet.
Her efterlyser hun hurtig handling for at opbygge et tilstrækkeligt stærkt forsvar til at afskrække Rusland.
- Det er en vigtig beslutning, at alle Nato-landene fremover skal bruge fem procent på forsvar og beredskab.
- Det er vigtigt, men det er også nødvendigt, for nedrustningen varede for længe, så vi har virkelig, virkelig travlt, siger Mette Frederiksen.
Nato-landene ventes at enes om, at målet skal nås i 2035. Den danske statsminister har talt for, at det senest skal ske i 2030, og derfor har den danske regering via den såkaldte Accelerationsfond sat gang i en hurtig oprustning.
- Rusland bliver ikke afskrækket af målsætninger, tal og ord. Putin bliver kun afskrækket af vores konkrete militærfaglige resultater både offensivt og defensivt, siger Mette Frederiksen.
Hun erklærer sig uenig med Spaniens premierminister, Pedro Sanchez, der har fastslået, at han ikke ønsker at øge det spanske forsvarsbudget til fem procent.
I stedet vil Spanien fokusere på at indfri Natos konkrete styrkemål. Det kan indfris med 2,1 procent, siger den spanske premierminister.
- Jeg har ikke nogen forståelse for det spanske synspunkt, for Europa skal forsvare sig selv, og Nato skal kunne forsvare sig selv.
- Det, Spanien siger med 2,1 procent, er nok er ikke rigtigt. Vi vil ikke kunne afskrække og forsvare i tilstrækkelig grad, siger Mette Frederiksen.
/ritzau/