Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/03/2024 - 08:00

Mille Dinesen: Jeg har fundet styrke i at bede om hjælp

Det styrker ens relationer, hvis man tør række ud efter hjælp, mener skuespiller Mille Dinesen, der er aktuel i komedien "Jagtsæson 2: I medgang og modgang".

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Af: Af Thit Lund Bording, Ritzau Fokus

Skuespiller Mille Dinesen har i mange år klaret det hele selv.

Hun har balanceret familieliv og karriere, madpakker og optagelser stort set på egen hånd.

Hvis det handlede om hende selv eller karrieren, havde hun svært ved at række ud. Indtil det gik op for hende, at hun gjorde sig selv en bjørnetjeneste.

- Det er egentlig en svaghed ikke at kunne bede om hjælp. Ubevidst har jeg nok tænkt det mere som en styrke at være så stærk, som jeg var, og at jeg kunne fikse det hele selv, siger Mille Dinesen, der før i tiden kun formåede at bede om en hjælpende hånd, hvis det omhandlede hendes søn.

Mille Dinesen er biografaktuel i komedien "Jagtsæson 2: I medgang og modgang", hvor hun spiller karakteren Eva, der om nogen har svært ved at bede om hjælp og roder sig ud i den ene løgn efter den anden for ikke at tabe ansigt.

I efterfølgeren til publikumssuccesen "Jagtsæson" fra 2019 får seerne et gensyn med venindetrioen Eva, Marlene og Bella. De to andre roller spilles af henholdsvis Lærke Winther og Stephania Potalivo.

Eva har mistet sit job, og da veninden Bella skal giftes, øjner Eva muligheden for at kombinere polterabend med jobsøgning. Det ender selvfølgelig med misforståelser, sjov og ballade.

Omend der i filmen er skruet på knapperne, kan Mille Dinesen, der nok er bedst kendt for sin hovedrolle i tv-serien "Rita", genkende udfordringen.

- Det er jo fint at ville klare sine problemer selv, men det kan også være hårdt. Jeg har selv fået utroligt meget ud af at bede om hjælp, siger hun.

For Mille Dinesen har det tidligere handlet om ikke at se sårbar ud, og at andre ikke skal tro, at hun ikke kan klare tingene selv.

Men det er ærgerligt, synes skuespilleren, for vores relationer til andre mennesker er en stor del af at være menneske.

- Man får egentlig meget mere ud af tilværelsen, hinanden og kærligheden, hvis man åbner op og rækker ud efter en hjælpende hånd i stedet for at have en stolthed, der handler om ikke at ville knækkes eller se sårbar ud.

Skuespillerens egen stolthed stammer fra at skulle leve op til andres billeder af hende.

- Folk har tænkt, at jeg var den her stærke, sjove kvinde, der altid lige klarer det hele. Men ligesom alle andre er jeg også bare lille og sårbar, samtidig med at jeg jo er et nuanceret menneske med alle mulige forskellige sider, siger hun.

Som den 50-årige skuespiller er blevet ældre, har fået erfaring og lært sig selv bedre at kende, er det blevet nemmere for hende at sige fra og udtrykke følelser, uden at det bliver et tabu eller rammer stoltheden, fortæller hun.

- Det er måske noget, der kommer med alderen, men jeg ved i højere grad, hvem jeg er, hvad jeg vil, og hvad jeg ikke vil, end da jeg var yngre, siger hun og tilføjer:

- Jeg føler ikke, at jeg skal behage alle mulige mennesker, hvor tidligere kunne det hænge sammen med, at jeg gerne ville indordne mig alle de sammenhænge, jeg var i.

I privaten bor Mille Dinesen alene med sønnen Eddie fra sit tidligere forhold. Forældreparret gik fra hinanden, da Eddie var ganske lille, og de har i dag en deleordning på ti dage hos mor og fire hos far.

- Da han var helt lille, var det mega hårdt, og jeg bad da også om hjælp fra min familie. Men jeg kunne sagtens have gjort det meget mere, siger hun og fortsætter:

- Når jeg beder om hjælp, så oplever jeg bare, hvor pissedejligt det er for alle. Jeg bliver aflastet, folk vil vildt gerne hjælpe, og Eddie synes, det er toppen - what's not to like, siger hun.

Derfor er det godt at kunne trække på familie eller venner, mener Mille Dinesen, for hun oplever, at folk hjertens gerne giver en hånd med, hvis der er brug for det.

- Jeg tror, at man tænker, at det er en byrde, og at man ikke kan tillade sig at bede om hjælp, fordi andre har nok at se til. Men jeg oplever, at folk virkelig gerne vil hjælpe, siger hun og fortsætter:

- Jeg elsker selv at hjælpe. Hvis der er nogle, der kommer og beder om hjælp, så er der ikke det i verden, jeg ikke vil gøre, siger hun.

"Jagtsæson 2: I medgang og modgang" kan ses i biografer landet over.

/ritzau/

Los Angeles, 03/12/2025 - 22:26

Læge får fængsel for at levere ketamin til Matthew Perry

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

I alt menes fem personer at have været involveret i "Venner"-stjernen Matthew Perrys død.

En læge, som har erkendt at have forsynet skuespiller Matthew Perry med stoffet ketamin, er onsdag blevet idømt to et halvt års fængsel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lægen Salvador Plasencia er den første af de i alt fem personer, som er blevet dømt i forbindelse med skuespillerens død, der modtager sin straf. Det skriver ABC News.

54-årige Matthew Perry, der er kendt for sin rolle som Chandler Bing i tv-serien "Venner", døde i oktober 2023.

Han druknede i sit badekar efter at have mistet bevidstheden som følge af blandt andet at have indtaget ketamin.

ABC News skriver, at anklagemyndigheden i sagen krævede en straf på tre års fængsel til lægen.

Hvis sagen var endt i retten uden en tilståelse, kunne han have fået op til 40 års fængsel ifølge Reuters.

Anklageren har blandt andet argumenteret for, at lægen ville forsøge at udnytte "Perrys medicinske svaghed" for at tjene penge ifølge mediet.

Plascencia erkendte i sommer sin rolle i Matthew Perrys død.

Da han tilstod, fortalte han, at han havde injiceret Perry med ketamin i ugerne op til skuespillerens død.

Det skulle være foregået både i Perrys hjem og på en parkeringsplads i Santa Monica og uden nogen medicinske årsager til det.

Ketamin er et hallucinogent og smertestillende stof, der hovedsageligt anvendes som bedøvelse til større dyr i forbindelse med en operation.

Det kan også bruges som medicin til mennesker til behandling af akutte, stærke smerter.

De øvrige resterende personer, som er anklaget i sagen, har ligeledes erkendt.

Lægen Mark Chavez får udmålt sin fængselsstraf senere i december, skriver ABC News.

Kenneth Iwamasa, som var personlig assistent for Matthew Perry, ventes at modtage sin straf i januar.

Det samme gælder for Erik Fleming, som var med til at distribuere ketamin til Matthew Perry.

Den sidste strafudmåling i sagen ventes at komme i februar næste år, hvor Jasveen Sangha, som angiveligt har solgt stoffer til flere rige og berømte, efter planen får sin straf ifølge ABC News.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 03/12/2025 - 22:12

Læge får fængsel for at levere ketamin til Matthew Perry

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

I alt menes fem personer at have været involveret i "Venner"-stjernen Matthew Perrys død.

En læge, som har erkendt at have forsynet skuespiller Matthew Perry med stoffet ketamin, er onsdag blevet idømt to et halvt års fængsel.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lægen Salvador Plasencia er den første af de i alt fem personer, som er blevet dømt i forbindelse med skuespillerens død, der modtager sin straf. Det skriver ABC News.

54-årige Matthew Perry, der er kendt for sin rolle som Chandler Bing i tv-serien "Venner", døde i oktober 2023.

Han druknede i sit badekar efter at have mistet bevidstheden som følge af blandt andet at have indtaget ketamin.

ABC News skriver, at anklagemyndigheden i sagen krævede en straf på tre års fængsel til lægen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 04/12/2025 - 10:00

FAKTA: Imprægnering kan indeholde PFAS

* Forskellige former for imprægneringsmidler kan indeholde problematiske fluorstoffer, som ofte beskrives ved betegnelsen PFAS.

* PFAS er kendt for deres holdbarhed og evne til at modstå nedbrydning, hvilket giver dit tøj, dine møbler og sko en vand- og smudsafvisende effekt.

* Af samme grund er stofferne også problematiske for miljøet og din sundhed. Og fra 2026 bliver det forbudt at bruge PFAS i imprægneringsmidler i Danmark. 

* Du kan blive udsat for stofferne ved, at du indånder imprægneringsmidlerne, men også gennem efterfølgende kontakt med din jakke eller det møbel, du har imprægneret. 

* Derfor kan det være en god idé at imprægnere udendørs og lade støvlerne, jakken eller lænestolen dampe af, inden du tager det i brug. 

* Du kan også finde imprægnering helt uden de problematiske stoffer. Du kan vælge imprægnering, der er baseret på en blanding af voks og paraffin. Og til dine lædersko eller din lædersofa kan læderfedt være et godt alternativ. 

* Der er dog ingen grund til panik, hvis du allerede har brugt en imprægneringsspray med PFAS. Selv om der er stort fokus på det problematiske stof, handler det i højere grad om den samlede frigivelse til naturen. 

Kilde: Forbrugerrådet Tænk. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 04/12/2025 - 10:00

Forlæng levetiden for dit vintertøj på et par minutter

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Det kan være frustrerende at opdage, at jakken er utæt, eller at støvlerne tager vand ind. Imprægnering kan hjælpe dit overtøj med at modstå sæsonens våde vejr.

Regn, slud og sjap slider på dit overtøj, men imprægnering er med til at sikre, at det holder sæson efter sæson.

Det fortæller Andreas Schmidt Østergaard, der er Head of E-Commerce hos virksomheden GrejFreak, som primært sælger udstyr til udendørslivet.

Når du imprægnerer dine tekstiler, skaber du en hinde, der afviser vand og skidt.

På den måde beskytter du den såkaldte membran, der sikrer åndbarhed og fungerer som en barriere mellem kroppen og vejret.

- Membranen ligger som et tyndt lag inde i konstruktionen i vandtætte støvler, jakker eller bukser og holder vand ude og sørger for, at fugt indefra kan slippe ud.

- Når ydersiden mister sin imprægnering, bliver membranen hurtigere gennemblødt, og dens åndbarhed hæmmes, siger Andreas Schmidt Østergaard.

Der findes flere forskellige imprægneringsmidler - en flydende, der vaskes helt ind i fibrene af dine tekstiler, og en spray, der danner et udvendigt skjold.

Den flydende slags hældes i sæbedispenseren på din vaskemaskine, så det kræver, at tøjet tåler den våde snurretur.

Denne type imprægnering virker bedst på vandafvisende produkter. Mange flyverdragter til børn og tykke vinterjakker finder du i denne kategori.

Hvis du imprægnerer vandtætte materialer med en membran, fungerer det derimod bedst med en spray, forklarer Andreas Schmidt Østergaard.

Det skyldes, at imprægneringen kun skal ligge på ydersiden og danne en vandafvisende overflade, som hjælper stoffets membran med at ånde.

- Jeg hænger min regnjakke op på en bøjle i brusekabinen, sprayer et jævnt lag på ydersiden, lader det trænge ind et øjeblik og tørrer det overskydende af, siger han.

Det tager kun et par minutter, men det kan forlænge levetiden på din yndlingsjakke markant, pointerer Andreas Schmidt Østergaard.

Når du vælger en imprægneringsspray, skal du være opmærksom på, at nogle af dem indeholder problematiske stoffer som PFAS - også kaldet fluorstoffer - der kan skade både miljøet og din sundhed.

Dem skal du ifølge Forbrugerrådet Tænk bruge udendørs, hvor imprægneringen også skal have lov dampe af.

Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan du gøre det indendørs under kraftig udluftning.

Den hinde, som imprægneringen skaber, bliver slidt af efterhånden, så processen skal gentages efter en rum tid.

Hvornår og hvor ofte du bør imprægnere overtøjet, afhænger af hvor meget du bruger og vasker det.

- Med udgangspunkt i mig selv er det som regel nok med en gang per vintersæson.

- Men jeg kunne forestille mig, at en flyverdragt til børn skal imprægneres oftere, fordi den bliver mere beskidt og vaskes mere, siger Andreas Schmidt Østergaard.

Bruger du den samme jakke hele året, kan du med fordel imprægnere den et sted mellem to og tre gange årligt.

Andreas Schmidt Østergaard pointerer, at der findes mange forskellige imprægneringsmidler.

Så hold for øje, hvilken type imprægnering der passer bedst til den genstand, du vil give ekstra beskyttelse.

Er du i tvivl, så henvend dig til din lokale forhandler, så kan de vejlede dig i, hvilken imprægnering og metode der egner sig bedst.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek