Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Mandalay, 25/01/2026 - 03:04

Myanmar tager hul på sidste runde af omdiskuteret valg

Indbyggere i Myanmar stemmer søndag i tredje runde af det første valg i landet siden et militærkup i 2021.

Sai Aung Main/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Myanmar har søndag morgen taget hul på tredje og sidste runde af et valg i landet, der er styret af militæret.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Valgstederne slog dørene op klokken 6 søndag morgen lokal tid - klokken 00.30 natten til søndag dansk tid.

Valget er blevet kritiseret for blot at være en måde, hvorpå landets junta kan formalisere sit styre.

Militærjuntaen kom til magten ved et kup i 2021, hvor den daværende leder, nobelprismodtageren Aung San Suu Kyi, blev fængslet.

Sidenhen har store dele af det fattige, sydasiatiske land været præget af borgerkrig.

Ifølge nyhedsbureauet AFP åbnede valgstederne søndag blandt andet i Myanmars næststørste by, Mandalay, og i Yangons Hlaingthaya-kommune.

I Hlaingthaya blev der for fem år siden slået voldsomt og blodigt ned på demonstrationer, der brød ud i kølvandet på militærkuppet.

Landets junta har sagt, at valget er en chance for en ny politisk og økonomisk begyndelse for landet.

- Jeg forventer ikke noget af det her valg, siger en 34-årig indbygger i Yangon til AFP, der af sikkerhedsmæssige årsager ønsker at være anonym.

- Jeg tror, at tingene bare vil fortsætte med at trække ud.

Partiet USDP, der støttes af militærjuntaen, har efter de første to valgrunder sat sig på mere end 85 procent af pladserne i Myanmars underhus og totredjedele af pladserne i overhuset, skriver AFP.

En forfatning, der er blevet udarbejdet af juntaen, har desuden reserveret en fjerdedel af pladserne i begge af parlamentets kamre til de væbnede styrker.

Parlamentet skal efter tredje valgrunde udpege en præsident. Landets hærchef, Min Aung Hlaing, har ikke udelukket at påtage sig rollen.

Den unavngivne indbygger i Yangon fortæller, at vedkommende føler sig presset til at deltage i valget. Indbyggeren vil sætte sit kryds ved "ethvert parti med undtagelse af USDP", lyder det.

FN og flere vestlige lande og menneskerettighedsorganisationer siger, at valget hverken er frit, retfærdigt eller troværdigt, og at der ikke er en reel opposition.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek