Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

02/05/2023 - 08:00

Lækre vafler eller mild smør? Tag ramsløget med i køkkenet

Ramsløgssæsonen er gået ind, og hvad end du er til pesto eller dressing, kan du bruge ramsløg i madlavningen. Her får du inspiration til, hvad du kan lave.

Drahoslav Ramik/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus

Der gemmer sig en lang række muligheder i ramsløg, der lige nu kan findes i skovbunden.

Det siger Martin Wiese Lyngholm, der er creative content-specialist hos Arla Foods, hvor han blandt andet er med til at udvikle opskrifter.

- Ramsløg er en rigtig god smagsgiver. Det kan spises råt eller tilberedes, så det får en anden smag, og man kan bruge det i retter, hvor man ellers ville have brugt persille, purløg eller forårsløg, siger han.

Få her inspiration til, hvad du kan lave med den grønne løgplante.

1) Pift pastaen op.

Spørger man Martin Wiese Lyngholm, bør du lave en pesto.

Her skal du bruge 50 gram afdryppede og rensede ramsløgsblade, cirka 100 gram afkølede ristede mandler, kerner eller andre nødder, 2 deciliter kold smagsneutralt olie, 50 gram revet hård ost, 2 spiseskefulde friskpresset citronsaft, 0,5 teskefuld salt og lidt friskkværnet peber.

Alle ingredienserne blendes.

- Pestoen kan bruges i rigtig meget. Man kan for eksempel vende den med friskkogt pasta eller bruge den i en sandwich, siger han.

Pestoen kan holde sig i i hvert fald én uge og kan fryses ned i for eksempel isterningeforme, hvis den ikke bliver spist.

2) Hiv vaffeljernet frem.

Martin Wiese Lyngholm anbefaler også kartoffelvafler.

Til en portion på fire til seks vafler skal du bruge 500 gram store, skrællede kartofler, 50 gram smeltet smør, 3 spiseskefulde finthakket ramsløg, 1 teskefuld salt og lidt friskkværnet peber. Husk at vaske ramsløget.

Først river du kartoflerne, herefter vendes de resterende ingredienser i kartoffelmassen, og så bager du vaflerne på et vaffeljern.

3) Spar penge, og lav dit eget kryddersalt.

Endelig råder han til, at du bruger ramsløg til at lave kryddersalt.

- Det er en vildt lækker måde at få en kryddersalt på. Det kan også være dyrt, hvis du skal købe den, siger Martin Wiese Lyngholm.

Du skal bare bruge 70 gram ramsløg og 300 gram salt. Du starter med at vaske ramsløget og blender det herefter med salt.

Herefter tørres det i ovnen i omkring 2 timer ved 50 grader varmluft. Vend portionen et par gange undervejs.

4) Lav dressing til salaten.

Vil du bruge ramsløget til for eksempel brød eller salat, kan du lave en dressing, anbefaler projektchef Mikkel-Lau Mikkel fra Vild mad-appen.

Her skal du bruge vindruekerneolie, som blendes med ramsløgsblade, til det bliver en ensartet masse.

Lad det stå og trække i omkring 12 timer et køligt sted, og si herefter plantedelene fra.

- Det er en måde at få ramsløgsmagen ind i rigtig mange retter. Man kan for eksempel komme den på friskost eller hælde det over sin salat.

5) Lav dit eget smør.

Mikkel Lau-Mikkelsen råder også til, at du bruger planten til at lave dit eget ramsløgsmør.

Her smelter du en pakke smør, uden at det bobler, og lægger herefter et par ramsløgsblade i. Lad det stå i 20 til 30 minutter, og blend det.

- Det er et superlækkert og mildt ramsløgssmør, og den kan bruges til for eksempel pasta eller bagte kartofler, siger han.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek